Interview med Dropzone Denmark (DZDK) nye ejer og direktør

DFU’s administration har været forbi Dropzone Denmark (DZDK) i Herning, som bestyrelsen, med stor opbakning fra klubrepræsentanterne, har indgået et samarbejde med. Et samarbejde som skal styrke sporten mht. faciliteter, mulighed for flere spring og en bedre udnyttelse af DFU’s støttemidler.

Samarbejdet er blevet indgået samtidig med, at DZDK har fået nye ejere. En af dem er Peter Svalø, som også er medlem af DFU. Vi har taget en snak med Peter om det at overtage DZDK og få hans tanker om det kommende samarbejde.

Spørgsmål:

  1. Kan du fortælle lidt om din baggrund i sporten?
    • Jeg startede tilbage i 2010 på Vesterlund efterskole, hvor jeg tog mine første spring. Herefter flyttede jeg tilbage til Odense, hvor jeg tog mit C-certifikat og efterfølgende startede med FreeFly. Jeg har dyrket en del konkurrence og har deltaget i DM, UM-tunnel og Open. På det seneste har jeg dog mest dyrket CP (Canopy Piloting).
  2. Hvad har inspireret dig til at overtage DZDK?
    • Vi har brug for et professionelt drevet faldskærmscenter i Danmark. Det vil bidrage til at aflaste klubberne ift. frivilligt arbejde – jeg har set mange medlemmer ”brænde ud” pga. hårdt og surt frivilligt arbejde. Det skal ikke lyde som om, at frivilligt arbejde er en dårlig ting. Det mener jeg bestemt ikke. Jeg tror bare på, at frivilligt arbejde skal være sjovt og meningsgivende. Når det bliver en sur pligt, brænder folk ofte ud på det. I DZDK kan vi stå for noget af det arbejde, når der fx skal afholdes Boogies og andre stævner. Derudover vil jeg gerne have, at vi har en stor dropzone i Danmark med stor kapacitet, så vi kan afholde flere aktiviteter i Danmark og ikke skal sende vores springere til udlandet for at de kan træne.
  3. Hvad glæder du dig mest til ved drive et faldskærmscenter?
    • At bo og leve på en Dropzone! Jeg har arbejdet meget i udlandet på forskellige dropzones. Det fede ved DZDK som adskiller sig fra de Dropzones jeg har arbejdet på, er at der er meget mere stemning og faldskærmsånd. Hos os kommer der en masse funjumpers og konkurrencespringere, som er med til at gøre det til en fed klub for faldskærmsspringere. Det er altså ikke end en tandemfabrik, men et sted hvor springere kan mødes, hænge ud og springe sammen.
  4. Hvilke visioner har du for DZDK?
    • Jeg vil gerne være med til at rykke og revolutionere sporten. Vi kan tilbyde en stor dropzone, som stort set altid har åbent. Vi har åbent fra torsdag – søndag plus alt det løse. Vi har altid instruktører på pladsen og vi vil prioritere at få de bedste coaches hertil, så vores springere kan dygtiggøre sig.
  5. Er det meget arbejde, og er det spændende og sjovt?
    • Det er helt sindssygt! Men jeg elsker det! Det er mega fedt og en kæmpe gave at kunne leve af at springe faldskærm og se andre få virkelig gode oplevelser. Selvom det selvfølgelig er en forretning, er det ikke noget man bliver rig af. Jeg bor i en campingvogn og får rugbrød til aftensmad, men jeg får lov til at leve af min passion.
  6. Hvilke udfordringer er der?
    • Jeg oplever stadig noget ondt blod mellem DFU og DZDK. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men jeg tror på at vi nok skal få lukket det tillids-gap som eksisterer hos nogle. Jeg kan sagtens forstå, at nogle kan være bekymret for hvad samarbejdet betyder for deres klub og for sporten. Jeg tror dog på, at vi gennem samarbejde, dialog og gensidig respekt, kan få det til at blive en succes. Heldigvis er vi fælles om samme passion, og som det hele i virkeligheden handler om. Det skal dog siges, at jeg også har fået mange positive reaktioner på samarbejdet og det er jeg selvfølgelig super glad for.
  7. Får du også tid til at springe selv?
    • Det synes jeg. Har dog ikke samme behov som tidligere. I dag nyder jeg virkelig at se andre dyrke sporten og se mennesker få deres livs oplevelse.
  8. Hvad tænker du om at have en samarbejdsaftale med DFU?
    • Det har jo været planen og ønsket fra start af. Alle råber på et større center med flere instruktører og dermed muligheden for flere spring. Jeg tror og håber på, at vi får skabt et center hvor springere kan komme og dyrke sporten med alt hvad det indebærer og at DZDK ikke er en tandemfabrik, men er et sted hvor der bliver sprunget en masse fun-jumps og disciplinspringerne kan få seriøs og udviklende undervisning. Det er jo virkelig fedt, at vi nu kan afholde flere camps i DK, så vores springere ikke bliver nødt til at tage udlandet. Jeg fornemmer også allerede en masse positiv stemning omkring samarbejdet og vi ser allerede DFU’ere, som kommer og springer hos os – så jeg er positiv og glæder mig til samarbejdet og den kommende sæson, som jo allerede er i gang.