Varmepumpe gav Faldskærmsklubben DFC en lavere varmeregning

Hvad sker der i faldskærmsklubberne på den grønne udvikling? Energiforbrug og grøn teknologi er et af de tiltag, som Faldskærmsklubben DFC har taget initiativ til at skrue på i deres klublokaler. Her fortæller instruktør i DFC, Søren Rønnelund:  

I gennem alle de år, hvor Faldskærmsklubben DFC har holdt til i Tureby, har klublokalerne, der ligger i en lade, været opvarmet med elradiatorer. Førhen var det ikke det store problem, da klubben kunne holde de årlige regninger til el og vand på omkring 10.000 kr. Men det ændrede sig. 

- I 2019 begyndte elregningen at stige en hel del, så vi i 2019, 2020 og 2021 var oppe på 20.-24.000 kr. Det blev slået hen på, at vi ikke var gode nok til at få skruet ned for radiatorerne, når vi gik fra klubben. I 2021 fik vi så udskiftet vores elmåler, da vi troede, at den var defekt. Men det hjalp heller ikke, fortæller Søren Rønnelund, og forklarer videre:

- I starten af 2022 valgte vi så at fjerne alle elradiatorer og investere i en varmepumpe. Det blev en udgift på 34.000 kr., som med støtte fra DIF og kommunen kom til at koste DFC 2.000 kr. 

Varmepumpen betød, at den årlige regning i 2022 faldt til 8.500 kr., og i 2023 kom ned på 6.000 kr. En ret stor reduktion af energiforbruget.

- Én ting er varmepumpen, men det at man kan styre den hjemmefra med en app gør, at vi kan have 8 grader i klublokalerne, når vi ikke er der. Og så tænder vi blot for varmen nogle timer, inden vi kommer, så der er dejlig lunt. Og glemmer vi at skrue ned, ja så gør vi det bare hjemmefra, fortæller Søren.

Den store besparelsen på varmeregningen i klublokalerne, der ligger i de mindre lokaler i laden, giver flere penge til klubudvikling, nyt grej m.m. 


 

Energi er et af de temaer, faldskærmsklubberne har fokus på. Du kan læse mere om, hvordan DFU arbejder mod at udvikle faldskærmsidrætten i en mere bæredygtig retning og kunne medvirke til at mindske samfundets klima- og miljøaftryk i DFUs nye strategispor "DFU tager ansvar"