DM-ugen i Herning med vindere, vind og VR
Præcision DM er overstået og gav os hele to Danmarksmestre til DM-ugen, der i år lå i Herning. René Sølbeck Hansen (NJFK) og Martin Mikkelsen (VAF) stod med lige antal centimeter og delte titlen. Bronzemedaljen nuppede kun 18-årige Kasper Højbak (NJFK) og flere unge talenter er godt på vej, blandt andet Vanilla Rozarth, Mia Jul og Celine Burmester, Mathias Mortensen og Jonas Hansen, der blev tildelt årets talentpris efter en vindfuld weekend på Svæveflyvecenter Arnborg.
Sammen om fælles luftsportsevent
I år var DFU gået sammen med Dansk Svæveflyver Union og Dansk Hang- og Paragliding Union om at lave et fælles luftsport event til DM-ugen. Derfor blev DM Præcision afholdt på svæveflyvepladsen ved Arnborg samtidig med svæveflyvernes konkurrencer. Det gav en kabale, der skulle gå op i forhold til ikke at være i luften samtidig. Med smidighed og læring lykkedes det.
- Samarbejder på tværs af forbund giver mulighed for at udveksle viden og få nye erfaringer til at skabe bedst mulige konkurrencerammer. Det er samarbejder, der åbner døre for muligheder i fremtiden, vi ikke kender på forhånd, fortæller sekretariatsleder Nikolaj Larsen.
Prøv VR-faldskærm
I DFU-teltet på Arnborg kom der færre besøgende end sidste år i Aalborg. Men det var en strategisk beslutning ikke at være en del af Kom-og-prøv-parken inde midt i Herning, fordi der sidste år hovedsaglig kom mindre børn forbi. I år kunne gæster prøve DFU’s nye VR-Faldskærm og flere måtte lige holde fast i bordkanten, så livagtigt kan det virtuelle faldskærmsudspring være. Det satte gang en god snak og spørgsmål til faldskærmssporten.
Flere ser faldskærmssporten med DM-ugen
For DFU giver det at være med i DIF DM-ugen en synlighed på andre platforme end faldskærm sædvanligvis er på.
Omtrent en måned før DM-ugen interviewede DR Vejret præcisionsspringer René Sølbeck Hansen, hvor René fik fortalt om ønskevejret for præcisionskonkurrencen og vist teknik og sin
træning i NJFK.
Også DR stod klar søndag på DM-finaledagen ude på græsset på Arnborg til at filme Danmarksmesterens landing. Da springene var i flere omspring på grund af vindforhold, trak det ud, og DR’s interview med vores to Danmarksmestre nåede desværre ikke med i TV-dækningen. Også TV Midtvest var på Arnborg mandag og ville gerne interviewe en frivillig fra lokale klubber, men det lykkedes desværre ikke.
Andre muligheder for synlighed til DM-ugen var, at en DFU springer spektakulært skulle have kickstartet pokalfinalen i kvindefodbold på MCH Arena. Men igen var vinden ikke i humør til faldskærmsopvisning, så den planlagte opvisningslanding med fodbolden på stadion måtte aflyses.
TV2 Sport viste også interesse for at interviewe springerne, og DM-ugen gav de lokale klubber mulighed for at komme i lokalavisen, som West Jump, der blev interviewet til Skive Folkeblad.
Publikum kan komme tæt på
Hvorfor er det præcision-disciplinen, som er en del af DM-ugen? Den er publikumsvenlig i og med, at man kan se springerne lande helt tæt på madrassen, se det tekniske udstyr i brug og dommerne i aktion sammen med springerne. Publikum kan opleve, hvordan springerne kæmper om centimeterne, arbejder med vinden og skærmen for at lande præcist, fortæller Nikolaj Larsen. Undervejs i en pause i konkurrencen kunne børnene komme helt hen og se madrassen tæt på og snakke med springerne.
Tak til de frivillige
Uden dommere og frivillige kan et DM til DM-ugen ikke komme op at flyve i samarbejde med DFU-kontoret. Tak til alle frivillige og til Østjyllands Faldskærmsklub og Odense Faldskærmsklub for at
stille med flyvere og piloter.
Fotos: Pebbes billeder og DFU.