Spring med i Freefall Cuppen 2025

Silas Hedegaard og Jonas Haller er klar med en ny sæson for Freefall Cuppen, og onlineturneringen er blevet endnu større i år. For i år byder den også velkommen til Freestyle! Så du kan altså både deltage i 3-Way FS og Free Style.

Reglerne er, at alle kan oprette hold og tilmelde. Hold er åbne, således at man kan skifte springere ud undervejs. Dog skal holdkaptajnen være den samme i alle runder.

Runderne åbner 1. marts. Se mere på Freefall Cuppens hjemmeside, hvor du kan få svar på alle dine spørgsmål og tilmelding, opload af video, dommere, pointssystem osv.



Sportsmanager i DFU, Nikolaj Larsen siger:

”Det bliver spændende at følge udviklingen af Freefall Cuppen, som i år har flere discipliner med, og hvor faldskærmssporten gør brug af nogle af de digitale muligheder, der er i dag. Det er jo en anden og langt mere fleksibel konkurrenceform, hvilket måske også er en vej, DFU skal arbejde ad i fremtiden. Initiativet er drevet af nogle kreative og innovative DFU-medlemmer, som jo også understøtter tilknytningen til unionen. Vi håber, at klubberne vil gøre stor brug af konkurrencen og initiativet."

Silas og Jonas, der begge er fra Østjyllands Faldskærmsklub, fortæller at alle klubber kan gøre brug af Freefall Cuppens konkurrencer:

"Klubberne kan holde klubmesterskaber med "vores runder" eller stævner med fokus på at få gennemført nogle runder. Man kan gøre det stil en klubindsats at vinde eller bruge turneringen til skabe aktiviteter i klubben."

DFU’s Aktivitetspulje støtter det gode initiativ med refundering af videospring.



Hvordan vinder man?
I Freefall Cuppens konkurrencer er der fokus på aktivitet frem for niveau. og for at fremme nye springere trækkes vindere ved lodtrækning. Så jo mere du deltager, jo større chancer er der for at vinde fede præmier og vandrepokaler.

 

3-Way Cuppen 2024.