Faldskærmsferie i Dubai med skærmflyvning og kammeratskab

Adam Hammer, Søren Due-Hansen og Oliver Headley fra Nordjysk Faldskærmsklub fik banket vinterrusten af, da de tog på en uges faldskærmsferie i Dubai og trænede Canopy Piloting med Marcos Darman, der er DFU landstræner for det danske Canopy Piloting landshold og talenthold. De to springere træner til at stille op til DM i CP i 2025, men træningen hos DFU's landstræner i Dubai kan give et skub for springere på alle niveauer til at udvikle færdigheder og få større selvtillid i luften, fortæller de to nordjyske faldskærmsspringere. 

Læs Adam og Sørens vinterhistorie fra træning i varmere luftlag:

 

"Det blev til 7 spring dage, hvor vi besøgte dessert camp dropzonen i Dubai med det primære formål at træne under vejledning af den anerkendte og dygtige Marcos Darman. Han træner både talentholdet og landsholdet i canopy piloting. Dette var en fantastisk måde at banke rusten af, samt at få blod på tanden til den kommende sæson. 

Vi havde på forhånd arrangeret coaching med Marcos, og vores første dag startede med et grundigt gearcheck. Det var tydeligt, at sikkerheden var i top, og den moderne opsætning ved Desert Camp hos Skydive Dubai var imponerende. Efter et par indledende forberedelser fik vi mulighed for at springe ud fra en af de to Twin Otter som de opererer med. Det var en fantastisk oplevelse at føle den varme luft så tidligt på faldskærmssæsonen. 

 

 

Positiv coaching der rykker en hurtigt
Marcos tilgang til træning er helt unik. Han er en inspirerende træner, der møder hver enkelt på deres niveau. Han er dygtig til at udvikle ens færdigheder og giver en masse brugbare redskaber til selvstændig træning. Hans evne til at fremhæve både styrker og arbejde med de teknikker, vi kunne forbedre, bidrog til en positiv oplevelse for alle os han coachede. 

Vi trænede med Marcos med fokus på flere aspekter af canopy piloting. Vores træning omfattede teknikker til at optimere vores skærmflyvning, herunder kropsposition, harness drej, brug af rears og metoder til at lave et godt setup. 
 

Træner mod CP DM til sommer
Vi har sat os et mål om at deltage i DM i Canopy Piloting i år. Vi befinder os lige nu på stadie 1 i vores rejse mod at mestre denne spændende disciplin. For at få en solid start på vores kompetenceudvikling har vi valgt at blive coachet af Marcos. Vi kom derned og troede vi skulle øve 90 graders drej og endte efter få spring med at lave 135 og 270 graders drej. Det var virkelig en fed følelse at flytte sig  så hurtigt. 

På holdene, som Marcos coachede i løbet af ugen, var niveau meget varierende. Nogle havde 1000+ spring, mens andre stadig var elever. Nogle kom fordi de gerne ville downsize, mens andre ville forbedre deres flyveplan/præcision. 

Vi nåede at lave 35 spring på 10 dage, og vi blev positivt overraskede over, hvor meget vi rykkede os på så kort tid. Vi glæder os allerede til at anvende de nye færdigheder og teknikker, vi har lært hjemme i klubben.

 

 

Skærmflyvning på alle niveauer
Det sociale aspekt af turen var også fantastisk. Vi mødte mange talentfulde atleter fra faldskærmssporten, både swoopers og freeflyers. Stemningen på dropzonen var altid god, og vi fik også et sjovt besøg fra kameler, der dukkede op mod dagens slutning i landingsområdet.

Udover vores faldskærms træning fik vi også muligheden for at flyve i verdens største vindtunnel i Abu Dhabi, hvilket var en givende, spændende og sjov oplevelse.

Vores tid i Dubai var fyldt med læring, kammeratskab, og gav en dybere forståelse af skærmflyvning. 

Selv personer med begrænset erfaring inden for skærmflyvning kan få stor gavn af coaching fra Marcos Darman. Hans tilgang til træning er inkluderende og tilpasset den enkeltes niveau, hvilket betyder, at alle – fra nybegyndere til erfarne faldskærmsspringer kan få stor glæde af hans coaching. Hans evne til at forklare teknikker og formidle dem på en letforståelig måde skaber et godt læringsmiljø, hvor alle kan udvikle deres færdigheder og opnå større selvtillid i luften. Uanset hvor meget man tidligere har engageret sig i skærmflyvning, vil træningen med Marcos inspirere og motivere en til at blive bedre."

 

Tak til Adam, Oliver og Søren for historien!



 


 

Fotos: Adam Hammer og Søren Due Hansen, NJFK