Lige fra det allerførste spring er et af målene at styre sin faldskærm, så man lander så præcist og blødt som muligt. Præcisionslanding som konkurrence disciplin er den ældste i faldskærmssporten. Danmark har en lang tradition for at være med i toppen på internationalt niveau.
Præcision springes fra 900-1100 m. i hold af 4 - 5 personer, der åbner deres faldskærme lige efter exit, og flyver ned og lander på en madras med en elektronisk målskive. Springeren sigter med hælen mod målskivens nulpunkt - også kaldet ”dead-center” - der er 2 cm i diameter. Det giver en score på 0, hvis man rammer plet, ellers registreres landingspunktet med det antal cm man er fra pletten, ud til 16 cm. Vinderen er den springer med færrest cm scoret over de sprungne runder. Holdets samlede resultat består af de fire laveste scorer i hver runde.
En konkurrence gennemføres over 8 runder hold og 10 runder individuelt.
At lande på en 2-krone igen og igen kræver koncentration og et godt kendskab til sin skærm i alle vejrforhold. For at komme så langsomt ned til målet som muligt, springer man i større faldskærme end normalt. Når man er på et niveau, hvor det drejer sig om cm, bruger man også en speciel sko, der er spidset til i hælen så den kan sættes præcist i dead-center.
En international konkurrence bliver vundet med 3-5 cm over 10 runder individuelt.
DFU arrangerer idrætslejre der er åbne for alle, også dig der lige har fået B-certifikat. Her vil du få den grundlæggende præcisions-teori og coaching, og du springer sammen med de danske landsholdsspringere. På Idrætslejrene kan du låne en præcisionsskærm, hvis du ikke selv har adgang til én i din klub. Idrætslejrene bliver annonceret på dfu.dk med info om sted og tilmelding.
Danske præcisionskonkurrencer er for ALLE - der opdeles i klasser, så man konkurrerer direkte med andre, som er på samme niveau som én selv. C-rækken er for springere i elev-skærme, og er en oplagt mulighed for nye faldskærmsspringere at komme ud og teste flyvefærdighederne på en sjov måde, uanset om man vil fortsætte med præcision, eller vil videre i en anden disciplin.
Kontakt præcisionsrepræsentanterne på ps@dfu.dk