De Skjulte Helte - fortællinger om vores frivillige og medlemmer som er med til at gøre en forskel for sporten

Vi har været på besøg i ØFK i Ejstrupholm for at mærke stemningen og blive klogere på miljøet i en af vores mindre klubber. Selvom springpladsen er gemt lidt væk blandt marker og skov, er der en del springere og en masse aktivitet. Der er springere, som gør sig klar til en tur i luften og en håndfuld spændte elever, som skal have deres første tur i en static-line. Flyet er taget ud af hangaren og skal gøres klar til første tur i luften. Efter lidt opstartsproblemer med at få flyets motor i gang, hører vi en grinende stemme: ”hun er en værre drillepind, det er hun”. Vi får øje på René Hansen, som både er formand i ØFK, dagens eneste instruktør 1’er, faldskærmspakker og som på dagen også underviser elever.

Vi tog en snak med René om det at være formand i ØFK og hvorfor han har valgt at gå instruktørvejen.

• Hvornår startede du i sporten?

Jeg startede i 1999, da jeg var 16 år gammel – det var min spejderleder, som selv sprang faldskærm, som hjalp mig og en kammerat i gang. Faktisk er vi stadigvæk begge to aktive i sporten og har 20-års jubilæum i løbet af året.

• Hvor mange spring har du haft?

Ca. 2400. Jeg dyrker primært Canopy piloting, når jeg springer selv

• Hvad tiltaler dig som instruktør og hvorfor tog du den vej?

Jeg er vokset op med faldskærm og i 2004 havde jeg 250 spring, så jeg kunne blive instruktørelev. Det var egentlig et naturligt valg for mig, da jeg gerne vil hjælpe nye i gang og være med til at videregive alle de gode oplevelser jeg har haft i sporten. Jeg synes det er utrolig spændende at følge elevers forløb fra deres første spring, hvor de er nervøse, spændte og usikre, til de står som selvsikre og kompetente springere.

• Hvad er vigtig for dig som formand og hvorfor valgte du at blive det?

Jeg synes vi har en ganske særlig ånd i ØFK, hvor vi hygger os og dyrker det sociale. Det vil jeg gerne være med til at bevare som formand. Vi har det faktisk rigtig godt med at være en lille klub, hvor vi har fokus på fællesskabet og det nære. Så vi vil hellere dyrke den lille klub – det er faktisk også nemmere at drive det ift. frivillige i en mindre klub.

• Hvor meget tid bruger du på frivilligt arbejde i klubben?

Det er godt nok svært at svare på. Ting bliver jo blandet sammen, da faldskærm og min klub er min hobby og passion. Jeg dyrker både konkurrence i Canopy piloting og så er klubliv i ØFK også utrolig vigtigt for mig. Jeg har dog ikke tid til andet end at passe mit arbejde og faldskærm, så der går da en del tid med det.

• Kan du fortælle lidt om hvorfor du synes frivilligt arbejde er belønnende?

Jeg kan godt lide transformationen, som elever går igennem. Allerede efter deres første spring sker der virkelig meget. Vi har fx et godt samarbejde med Samsøefterskole - det har altid været sjovt og til tider hektisk, men efter en lang dag med 20 elever, som alle ender med at få en god oplevelse og står på jorden som en stolt supermand – det er sgu det hele værd.

• Hvad ville der ske, hvis du stoppede som frivillig i ØFK?

Det er svært at svare på og svært at forestille sig, da ØFK på mange måder er mit hjertebarn.  Jeg tror på at ingen er uundværlige, men der ville helt sikkert komme en downperiode. Var jeg stoppet for 1½ år siden, kan jeg godt være i tvivl om ØFK ville eksistere i dag, men i dag er jeg ikke ligeså bekymret.

• Hvad tænker du vi kan gøre for at få flere til at uddanne sig som instruktør?

Vi skal have flere C-springere. Det er en afgørende faktor. I vores klub prøver vi at få nogle af vores C-springere til at uddanne sig til instruktør, men man skal også være klar til det, så vi presser ikke nogen til noget. Vi snakker meget med vores medlemmer og prikker lidt til dem, som vi mener måske kunne være klar til det og har lyst til det.

• Du ser en del elever starte i sporten, desværre stopper mange af dem igen. Har du nogle tanker om hvordan vi kan blive bedre til at fastholde nye springere i sporten?

Jeg kan bedst svare på vegne af vores klub. Vi er en lille klub med et lille fly og er faktisk glade for det, og har ikke et ønske om mere. Det betyder også, at vi ikke har kapacitet til så mange elever. Til gengæld oplever jeg, at mange af vores elever faktisk fortsætter i klubben. Jeg tror de bliver pga. stemningen og den ånd vi har. Vi mødes måske ikke så tit, men vi hygger os og går meget op i det. Vores klub er også vores fristed, som ligger gemt lidt væk og er vores egen lille oase.
Jeg tror helt generelt, at nye elever har brug for at blive inkluderet i klubmiljøet og at der er nogen som tager dem i hånden, når de møder op på springpladsen.