DM i freestyle – en weekend med udvikling og udfordringer

Eliteholdet Airborne Amateurs stillede op til DM Freestyle. Læs her om holdets oplevelser ved DM Fritfald 2026.

"Vores DM gik overordnet set godt. Vi var oppe imod nogle rigtig dygtige danske atleter, og selvom resultatet selvfølgelig altid betyder noget, er vi først og fremmest tilfredse med det, vi fik leveret, og med den udvikling vi selv har haft det seneste år.

Årets DM blev afgjort på kun to runder i stedet for de normale syv. Det gjorde konkurrencen lidt anderledes, fordi der ikke var ret meget mulighed for at hente en dårlig runde ind. For vores hold er det faktisk ofte i de sidste spring, at vi begynder at ramme vores bedste niveau, når vi først har fundet rytmen og er kommet godt ind i konkurrencen.

Op til DM havde vi primært brugt vores træning på vores freestyle-rutine og knap så meget på compulsory. Det betød, at vi kun fik ét spring med vores egen rutine, inden vi i anden runde skulle flyve compulsory, altså nogle fastbestemte tricks. Vi kom derfor nogle point bagud da vores runde to ikke sad lige i skabet.  Derudover havde vi kun trænet fra Cessna 208 Caravan frem mod konkurrencen. Til DM blev vi derfor lidt overraskede over, at vi skulle springe fra en Pilatus Porter. Det kan måske lyde som en mindre ting, men når man er vant til at gå ud af den ene side af et fly og pludselig skal ud af den anden, samtidig med at flyvehastigheden er anderledes, så kræver det lige, at man omstiller sig. 

Så der var nogle ting, vi gerne ville have haft lidt mere kontrol over. Men sådan er konkurrencer også. Man kan ikke altid selv bestemme rammerne, og det handler om at kunne tilpasse sig og få det bedste ud af det. Og det synes vi egentlig, at vi gjorde. Vi har brugt rigtig meget tid både i tunnelen og på himlen det seneste år, og vi føler helt klart, at vi har rykket os.

Vi er blevet bedre som hold, og vi har fået flere ting ind i vores flyvning, som vi gerne vil arbejde videre med. Det er dog ikke altid lige nemt at få træningen til at hænge sammen. Vi bor i hver sin ende af landet, så det kræver en del planlægning, når man gerne vil springe sammen hver weekend. Samtidig har det danske vejr heller ikke været helt med os i år. Der har ikke været mange weekender med flere sammenhængende gode springdage, så vi har været nødt til at dele træningen lidt op. I stedet har vi haft forskellige fokusområder, som vi kunne arbejde med hver for sig på vores egne dropzones.

Et af vores mål i år har blandt andet været at få mere Angle ind i vores rutine. Det er heldigvis noget, man godt kan træne individuelt, så længe man kan finde nogle andre springere på et lignende niveau at træne med. På den måde kan vi stadig arbejde videre, selvom vi ikke står på samme dropzone. 

Et godt DM i Kolding
Vi synes også, at Kolding Faldskærmsklub havde fået stablet et rigtig godt DM på benene med de ressourcer, de havde til rådighed. Der skal også lyde en stor tak til alle de frivillige, som har brugt mange timer på at få det hele til at fungere. Som deltager ser man selvfølgelig mest det, der sker på selve stævnepladsen og i luften, men der ligger rigtig meget arbejde bag et DM. Det sætter vi stor pris på.

Freestyle og freefly i fremgang
Når vi kigger på freestyle og freefly i Danmark, synes vi, at der sker rigtig meget positivt. Vi oplever, at der er kommet en ny generation af freeflyere, som virkelig gerne vil udvikle sig og på sigt også konkurrere. Det er fedt at se.

Noget af det tror vi blandt andet kommer fra de danske freeflyere, som allerede er aktive, men også fra sociale medier. Det er svært ikke at blive inspireret, når man ser dygtige freeflyere lave fede tricks og bevægelser i luften. Freestyle har også den fordel, at det er en disciplin, der er forholdsvis nem at komme i gang med. Man skal kun være to personer for at kunne stille op og lave en fed rutine eller bare have et fedt spring sammen.

B-rækken til DM gør også, at det er muligt for relativt nye springere at prøve kræfter med konkurrencer. Så længe man har sit HU2, kan man stille op, og man kan lære utrolig meget af bare at være med. Vi synes faktisk, at freestyle har godt fat i Danmark sammenlignet med mange andre europæiske lande. Det skyldes selvfølgelig blandt andet nogle af de dygtige danske atleter, der har været med til at skubbe sporten fremad, blandt andre Emil Landeværn og Timmi Thomsen.

Men vi tror også, at det betyder meget, at folk i miljøet er gode til at få hinanden med. Det kan være så simpelt som at spørge en anden springer: "Skal du ikke stille op til DM med en makker?" Og hvis de mangler en makker, prøver vi også gerne at hjælpe med at matche folk sammen. For det er nok noget af det vigtigste, hvis vi skal have freestyle til at vokse endnu mere.

Jo flere der tør stille op, jo flere får erfaring med at konkurrere, og jo flere bliver motiveret til at udvikle sig. For os handler det derfor ikke kun om, hvilken placering man ender med til DM. Det handler også om at blive bedre, have det sjovt med sporten og være med til at få endnu flere til at opdage, hvor fedt freestyle og freefly egentlig er!

 

Følg med i Freestyle, Angle og Freefly på Instagram, Facebook og Tik Tok. 

Og er du nysgerrig på disciplinen, er du altid velkommen til at skrive til dfu@dfu.dk.