Er EL-fly på vej? DFU var til ZERAC-konference i Oslo
Et par DFU-klubber, DFU's administration og bestyrelse tog torsdag d. 17. oktober til Oslo for at deltage i ZERAC 2024-konferencen. ZERAC står for Zero Emission Regional Aviation Conference.
Udover de danske faldskærmsklubber deltog også 3 norske faldskærmsklubber, herunder VOSS Fallskjermsklubb. Desuden var den norske og svenske flysektor bredt repræsenteret.
Den norske minister for transport, Jon-Ivar Nygaard, sammen med den svenske transportminister Andreas Carlson, åbnede konferencen og fortalte om landenes fokus på en mere bæredygtig lufttransport. Den norske regering har afsat 1 milliard norske kroner til over en 12-års periode at omstille sig til lufttransport med nul eller lav CO2-udledning.
De første skridt er et tæt samarbejde med EU og her stiller Norge sig til rådighed som et international rum for test og demonstration af en mere grøn lufttransport og infrastruktur og teknologi hertil.
Konferencen havde fokus på både batteridrevne fly og brint som brændstof, men i Norge vil man også se ind i, hvordan man kan gøre fly mere effektive i forhold til brændstofforbrug og nye teknologier for lufttrafikstyring.
Kan faldskærmsfly være testfly?
Tankerne på konferencen taler direkte ind i DFU’s spæde grønne omstillingstanker og et mere klimavenligt aftryk for faldskærmsidrætten. Og det kunne være spændende at være involveret i udviklingen af fremtidens EL-fly.
Den danske tidligere freestyle verdensmester Nils Kløcker Predstrup arbejder som instruktør i VOSS Fallskjermsklubb, som har haft flere møder med Dovetail og håber på at blive en ’prøvekanin’ for test af elektriske fly. For som Nils siger, så egner faldskærmssporten sig vældig godt til at være testmiljø.
I faldskærmssporten flyver vi kun korte ture og lander hurtigt igen, og derved egner klubberne sig som testmiljø, da man uden for normal lufttransport kan teste alt fra ladecyklus, batteriydelse og kapacitet. Her kan man håbe på, at vores faldskærmsfly kunne blive e-retrofitte til fuld elektrisk drift.
Nils Kløcker Predstrup fortæller, at Dovetail Electric Aviation i øjeblikket udvikler på flyet C208, og man planlægger testflyvning i Australien i løbet af 2025. Man forventer også, at flyet bliver certificeret og godkendt under de australske luftfartsmyndigheder i løbet af 2025/2026. Herefter vil Dovetail begynde certificeringsprocessen under EASA og hermed også Norge og Danmark. I det forløb håber man i Norge på at blive certificeret på eksperimentelt niveau og Danmark kunne være med.
For DFU var det super interessant til ZERAC 2024 at høre australske Dovetail Electric Aviations præsentation af, hvordan virksomheden kan retrofitte faldskærmsfly til elektriske fly. Testresultaterne vil kunne tages videre over og hjælpe i den grønne omstilling af lufttransport.
EL-fly er måske ikke så fjernt ude i fremtiden for DFU
Selvom elektriske fly stadig er i udviklingsfasen, kan det vise sig, at de ikke er så langt ude i fremtiden for DFU, som man måske skulle tro. Med den hurtige teknologiske udvikling og de internationale tests af elektriske fly, kan vi måske snart se elektrificerede faldskærmsfly som en realitet i Danmark.
Hvis de kommende tests i Australien og Norge forløber planmæssigt, kan danske faldskærmsklubber potentielt få mulighed for at bidrage til den grønne omstilling og reducere sportens klimaftryk i nær fremtid.
Fra DFU deltog næstformand René Steen Hansen (ØFK), Troels Jessen (NJFK), Thomas Thorndal (FDK) samt Tobias Thune og Nikolaj Larsen fra sekretariatet.