Gerlev Idrætshøjskole laver samarbejde med DFU om faldskærmsudspring
Snart vil elever på Gerlev Idrætshøjskole få mulighed for at prøve faldskærmsudspring i samarbejde med Dansk Faldskærms Union. Fra foråret 2025 vil højskoleeleverne nemlig i løbet af opholdet kunne vælge at få oplevelser med faldskærmsudspring og flyve med sin krop - og mærke det særlige fællesskab, der knytter en sammen, når man hopper ud af en flyver sammen.
- Fællesskabet giver vinger og mod på at kaste sig ud i nye ting! Hvert forår og efterår er der mellem 100 og 150 unge mennesker på Gerlev Idrætshøjskole. De fortæller altid, at det er fællesskabet, der er den største oplevelse ved at være på Gerlev, og det der giver dem mod på at kaste sig ud i nye ting, siger Frederik Ullerup, der er forstander på Gerlev Idrætshøjskole, og fortsætter:
- Derfor er vi meget glade for at lave en samarbejde med DFU om at tilbyde dem en oplevelse med faldskærmsudspring. Netop på en højskole kan de kaste sig ud i nye ting sammen, og når de er færdige på Gerlev, har de måske taget en ny passion med hjem. Gerlev Idrætshøjskole lægger vægt på en nysgerrig og legende tilgang til idræt, og vi ønsker at give vores elever bevægelsesglæde og nye blik for, hvad idræt og bevægelse er. Begge dele passer perfekt med dette samarbejde.
Dansk Faldskærms Unions sekretariatsleder Nikolaj Nedovic Larsen siger:
- Det bliver et enormt spændende samarbejde. I DFU har vi en lang erfaring med at uddanne og træne faldskærmsudspring på alle niveauer. Vi glæder os over at kunne bidrage til de unges udviklingsmuligheder og oplevelsen af stærke fællesskaber, som bærer en videre i livet.
For yderligere kommentarer, kontakt venligst Nikolaj Larsen på e-mail: nnl@dfu.dk eller tlf. 2344 2019