Idrætten tager også stilling til situationen i Ukraine
Den samlede danske idræt følger med stor forfærdelse og fordømmelse udviklingen i Ukraine.
DFU er naturligvis helt på linje med Danmarks Idræts-Forbund (DIF) - hvilket betyder, at klubber og forbund i Danmark opfordres til ikke at have idrætslig samkvem med atleter fra Rusland og Hviderusland.
Endvidere så opfordre DIF alle internationel idrætsorganisationer, i DFU's tilfælde International Skydiving Committee, til at udelukke Rusland og Hviderusland for deltagelse i alle konkurrencer..
”Vi opfordrer vores forbund og klubber til ikke at have idrætsligt samkvem med Rusland og Hviderusland i Danmark. Vi opfordrer samtidig til, at de internationale forbund udelukker Rusland og Hviderusland fra al idrætsligt samkvem. Derfor bakker vi også op om blandt andre kulturministerens udmeldinger om udelukkelse af Rusland” siger Hans Natorp formand for Danmarks Idræts-Forbund og fortsætter:
”Der sættes i øjeblikket en række koordinerede internationale sanktioner i gang mod Rusland, bl.a. igennem EU. Vi mener, at sporten også skal være en del af dem. Fra DIF’s side arbejder vi intensivt sammen med såvel de nordiske idrætsforbund og andre idrætsorganisationer på at finde fælles veje til, hvordan vi kan lægge størst muligt pres på Rusland. Samtidig lægger en række af vores specialforbund pres på deres europæiske og internationale organisationer for at finde fælles fodslag for udelukkelse af Rusland fra sportskonkurrencer”.
IOC's Executive Board har tillige d. 28. februar 2022 udsendt en meddelelse, som er helt på linje med den udmelding, som DIF meddelte i weekenden - læs den her.
Alle vores tanker går til det ukrainske folk, hvor mange er på flugt, og hvor mange mennesker helt ubegribeligt og fuldstændigt meningsløst mister deres liv.