Instruktørseminar med fokus på de bløde værdier
Til dette års instruktørseminar havde Instruktørudvalget planlagt et bredt program, for de 70 af DFU’s instruktører, tandeminstruktører og AFF-instruktører, som var samlet. Fokus lå primært på den mere bløde del af virket som instruktør i faldskærmssporten, fortæller Ditte Johnsen, formand for Instruktørudvalget (IU). Læs med her:
- Selvom vi er en sport med forholdsmæssigt få alvorlige ulykker, så når det sker, kan det være en voldsom oplevelse for alle, som er tilstede, måske især dem, som skal håndtere ulykken. Vi kan se, at vores instruktører er klædt rigtig godt på til at håndtere alt det praktiske, men vi oplever også, at det ikke er alle, der er gode til at passe på sig selv bagefter. Som det er lige nu, har vi ikke nogen faste procedurer eller en struktur i IU eller andre steder i organisationen, der systematisk støtter op om dem, der har skullet håndtere en ulykke, siger DItte, og fortsætter:
- Størstedelen af vores instruktører er mænd, og uden at skære alle over en kam eller putte nogen i kasser – så er der jo nok et overtal af mænd i den danske befolkning, der ikke har for vane at tale om deres mentale trivsel og det ikke falder dem naturligt at mærke efter og sætte ord på egne følelser. En af deltagerne på Instruktørseminaret udtalte sig om en oplevelse, han selv havde haft, og her italesatte han netop sig selv (måske en smule karikeret) som ”en stor stærk jysk mand der jo ikke taler om følelser”. Men han havde selv oplevet, at ulykken fyldte og at der var et behov for at tale episoden igennem flere gange. Men fordi behovet opstod efter den akutte fase, efter ulykken, oplevede instruktøren, at det var vanskeligt at få hjælp og da det endelig lykkedes, var det ikke det, der virkede bedst for ham. Han oplevede i stedet, at det at få talt hændelsen igennem med andre springere og instruktører gav værdi for ham.
- Som det er lige nu, er man afhængig af, at man selv rækker ud eller at der er nogle andre på eller uden for pladsen, der er gode til at række ud til den enkelte. Det er derfor ikke altid, at nogen lige sørger for at få spurgt ordentligt ind til hvordan man egentlig går og har det efter en alvorlig ulykke på springpladsen. Dette er et punkt, som vi i IU er blevet opmærksomme på og som IU på instruktørseminaret ville dykke lidt nærmere ind i.
Derfor havde Instruktørudvalget inviteret Falck til at give et kursus i psykisk førstehjælp, og debriefing efter alvorlige ulykker.
- Ud af samtalerne på seminarets debatgrupper fik vi bekræftet, at der er et behov og ønske for tilgængelig information og udvikling af et program, der passer til faldskærmsinstruktører. Så her ligger der nu en udviklingsopgave til det nyvalgte IU, som vi selvfølgelig håber, at bestyrelsen vil bakke op om, fortæller Ditte.
Det svære nej til at springe faldskærm
Et andet fokus på årets instruktørseminar er nye springere, der gerne vil begynde at gå til faldskærm, men af forskellige psykiske eller adfærdsmæssige grunde ikke bliver vurderet til, at det er sikkert for dem at springe.
- Her står vores instruktører i en rigtig svær situation, hvor de er nødt til at tage en beslutning, der lukker ned for et ønske fra et menneske, som virkelig gerne vil prøve faldskærmsspring. Det er en vanvittig svær beslutning at skulle tage, men det er nogle gange nødvendigt for at undgå ulykker. Hvis vi lukker øjnene, risikerer vi at stå med en ulykke, som man godt vidste ville komme, siger Ditte.
- Vi oplever en stigning i antallet af sager af denne art. Hvorfor kan vi ikke sige - om der er flere, der søger faldskærmssporten eller hvad det er, ved jeg ikke. Men det er en svær situation både for instruktøren og for den nye springer – det er for mange et meget ømtåleligt emne. Og for os i IU er det meget vanskeligt at tage stilling til, da vi jo ikke kender den person, det handler om, og vi har som oftest ikke været til stede og observeret den adfærd, der af instruktøren opleves som problematisk. Hverken instruktøren eller IU har nogen procedure at navigere efter i denne type sager, der somme tider kan være meget komplekse.
- På seminaret fik vi gode input fra instruktørernes samtaler i debatgrupperne og jeg tænker, at problematikken skal vi se på samlet i hele organisationen – og bestyrelsen for at finde ud af, hvordan vi ansvarligt kan træffe de rigtige beslutninger og få dem kommunikeret på en ordentlig måde.
- Jeg mener slet ikke, at vi skal ud i, at fordi man har en såkaldt bogstavsdiagnose, så kan man ikke springe faldskærm. Det ville i min optik være en helt forkert vej at gå.
Næste skridt er at samle op på alle noter fra instruktørseminaret og kigget på drøftelserne i grupperne og lave en plan for, hvordan IU skal bære det videre. Det kommer til at ske sideløbende med IUs løbende arbejde med sager, der aktuelt skal løses, fortæller Ditte:
- Samtidig glæder vi os meget til det planlagte udviklingsarbejde for DFU’s udvalg, som er en del af DFU’s nye strategiaftale.
Under Instruktørudvalg her på hjemmesiden kan du læse mere om udvalget.