John Holsteins fortælling

I Skandinavien var både Finland, Norge og Sverige lidt foran os, men i 1963 var der nogle fremsynede initiativtagere der stiftedes Dansk Faldskærms KLUB. Det var Kurt Holt, Oberst Otto Petersen og Kaptajn C.C. Jensen. Det var begyndelsen på civil faldskærmssport i Danmark. De 3 stod naturligvis lidt famlende overfor hvordan det skulle gribes an. Kurt Holt og OP havde begge flyvecertifikat. OP og CC havde nogle militære spring hos Jægerkorpset, der var blevet gendannet i 1961. C.C. Jensen var fremsynet nok til at se, at hvis civil faldskærmssport skulle have en fremtid i Danmark, så skulle vi være medlem af Dansk Idræts Forbund. I 1964 gav DIF den besked, at et medlemskab af DIF kun kunne gives til en større organisation, med flere underliggende klubber, så det havde lange udsigter. Der var kun én ting at gøre: Udvide organisationen. I løbet af 1965 ændrede de så den organisatoriske status, så klubben kom til at hedde Københavns Faldskærms Klub, og i løbet af 1966 blev Dansk Faldskærms Union stiftet.

Men nu skulle der jo nogle klubber og nogle medlemmer til at udfylde pladserne i DFU. I kraft af sin position som chef for Telegrafregimentet i Høvelte, havde Oberst O. Petersen forbindelse til alle kaserner og andre militære enheder i Danmark. OP opfordrede derfor alle sine kontakter til at oprette en lokal faldskærmsklub i den pågældende garnison. I Farum blev Major Bernt Riishøj Christensen, der havde et par militære spring hos Jægerkorpset i Aalborg, opfordret til at stifte en klub i Farum. Riishøj fik Overfenrik Aksel Sørensen, Oversergent Jacob Jacobsen og værnepligtig Kurt Danielsen med på vognen, og den 1. november 1966 stiftedes FF66: Farum Faldskærmsklub af 1966, som den 2. faldskærmsklub i Danmark efter KFK. Først havde FF66 hjemme på Farum Kaserne, men flyttede siden til Paltholmskolen i Farum. I kraft af OP’s kontakter, poppede der i de kommende år faldskærmsklubber op i næsten alle garnisonsbyer i Danmark. Det gik stærkt. Organisationen fik vokseværk. DFU var åbenbart ikke nok i sig selv. Der var brug for flere paraplyer, og så dannede man Jysk-Fynsk Faldskærms Union og Sjællandske Faldskærms Union under DFU. Selv om det i bagklogskabens grelle lys var at skyde gråspurve med kanoner, følte man åbenbart, at alle de klubber der så dagens lys øst og vest for Storebælt i disse år, havde behov for yderligere administration. DFU var nu en paraplyorganisation for SFU og JFFU med underliggende klubber. Jeg blev medlem af Københavns Faldskærms Klub i marts 1966. Der blev trænet ivrigt og ihærdigt i gymnastiksalen på Ryvangens Kaserne, under ledelse af PRLT J.U.E Testmann. Det var jo en alvorlig sag at springe med faldskærm. Vi skulle allerhelst være supermænd alle sammen. Egentlig blev jeg medlem sammen med Christian Edelmann for at få noget motion. Christian kendte den senere formand for DFU, Svend Brøsted, som havde anbefalet Testmanns træning på det varmeste. DFU havde arrangeret et stort faldskærmsstævne på Flyvestation Vandel i påsken 1966, men det var Christian og jeg slet ikke klar til, mente Testmann. Vi skulle først bestå en helbredsprøve, derefter en skriftlig teoriprøve, før vi kunne få lov til at nærme os en faldskærm. Teoriprøven var noget Luftfartsdirektoratet forlangte. Ingen kendte spørgsmålene, men de lænede sig meget op ad de spørgsmål der blev stillet til flyvecertifikatprøven. Joo, det var ikke for børn!

DFU’s næste stævne skulle foregå i påsken 1967, men på grund af dårligt vejr, blev det kun til meget få spring. Jeg var en af de heldige. De mange mennesker var indkvarteret alle mulige steder. Flyvestationen havde en gammel lavloftet kostald der var lavet om til sovesal med 70 militære køjesenge, dårlig akustik og ingen udluftning. Eneste mulighed for ny ilttilførsel, var gennem en manglende rude i staldvinduerne hist og her. DFU’s formand, O. Petersen, styrede hele dette cirkus med hård hånd. Vi var alle samlet i den store hangar, hvor OP bød velkommen og meddelte at når alle var kommet næste dag, så ville vi blive briefet om de nøjagtige detaljer for de næste dage. Vi var meget spændte. Dog kunne han løfte sløret for, at alle skulle bestå en træningstilstandsprøve. Den skulle aflægges overfor premierløjtnant J.U.E. Testmann. Inden OP sluttede briefingen, meddelte han, at alle skulle stille i hangaren næste morgen kl. 06.00 Hos Testmann stod vi formeligt i kø for at få lov til at klatre i tov, lave armbøjninger og løbe 60 meter på tid. Når man ved hvordan begyndere i dag bliver budt velkommen i klubben, så var dette rendyrket surrealisme. Næste morgen blev vi banket ud af køjerne 10 minutter i 6. Vi kiggede ud gennem kostaldens snavsede ruder, og kunne konstatere, at det sneede. Vandret! Men vi havde jo fået besked på at stille i hangaren kl 6! Så på med tøjet og ud i den kolde sne. Vi stred os igennem snefoget de 400 meter over til den store hangar, hvor OP allerede stod klar på talerstolen. Herfra forkyndte han, at da det sneede, så kunne vi godt gå i seng igen. Ny briefing igen kl. 09.00. Så kunne vi lige nå at få lidt morgenmad. Det blev det ikke meget bedre af. Det sneede stadig. Det var ikke mere end ca. 50 af alle os håbefulde begyndere som havde en godkendt teoriprøve. Christian og jeg havde dog allerede disse ting på plads. Dengang var det, sammen med helbredsattesten, en prøve som skulle godkendes af Luftfartsdirektoratet. Derfor havde OP allieret sig med 3 luftfarts-kontrollanter, der var rejst fra Codanhus i København til Vandel, for at eksaminere resten. Mildt sagt var der kaos, og Vandel Kro blev okkuperet til lejligheden. I kraft af, at der dengang ikke var nogen som havde rigtig forstand på hvad der skulle foregå, var der på den ene side meget stor usikkerhed og på den anden side meget stor ærefrygt for alt det nye der skulle ske. Efter at vi havde en godkendt helbredsattest, og en bestået teoriprøve, skulle vi inden det første spring, også bestå en træningstilstandsprøve. Ikke alle havde været igennem Testmanns vridemaskine dagen før, så mens nogle svedte under de strenge blikke fra Luftfartsdirektoratets censorer, måtte andre igennem Testmanns 60m løb, armbøjninger, englehop, og smidighedsprøve. Jooo.., vi fik vores sag for. Vi var ikke ret mange der fik spring den påske og derfor blev stævnet udsat til pinsen. Jeg var en af de heldige, så den 23. marts 1967 blev jeg sat af i 600 meters højde over Randbøl Hede af Mogens Holm fra KFK. Efter en vellykket landing, slæbte den store T-10 kalot mig gennem lyngen, indtil et skyttehul satte en brat stopper for den videre fremfærd. Jeg havde en rulle film i en aluminiumcylinder i lommen, og da jeg blev trukket ned i hullet, bankede jeg siden ind i brinken. Det blå mærke på låret fra alucylinderen, strålede i alverdens nuancer langt ind i næste uge. I 1966 og-67 var dansk faldskærmssport styret helt fra toppen. DFU havde indlejet 3 stk Cessnaer, 1 svensk og 2 danske 172’ere. Vi havde endnu ikke opfundet sådan noget fint noget som en tophængslet dør. Nææ, første-springeren, som sad på gulvet, kunne følge med fra første parket, når banelysene for forbi hjulet under take-off. Der var samlet ca. 250 håbefulde begyndere fra hele landet, som alle havde sat næsen op efter at få deres første spring den påske. 

Piloterne var allerede garvede i faget. Det var John Stangerup, Johs. Hammerborg fra Københavner-klubben, og svenskeren Stig Ward. OP var igen stævneleder og instruktør var Stiig Einerth, som var tilknyttet det svenske jægerkorps i Karlsborg. Når Stiig gennemgik landingsproceduren for os, sagde han på sit syngende svenske: Ni får agta på, at Ni ser edra samlade trampdynar rakt framför edra knæskålar vid landingen. Ingen ejede personlige faldskærme dengang, og meget få havde prøvet at springe før. Disse kunne tælles på en hånd. Jens Allerslev og Poul Erik Hansen havde prøvet at springe i Chalon sur Saone i Frankrig, og J.U.E. Testmann og Terzjanskij havde prøvet at springe i Gryttjom i Sverige OP havde sørget for at vi kunne låne Jægerkorpsets faldskærme, og den første dag kom der en militær lastbil med 100 militære T-10 troppetransportskærme og 3 pakkere. Vejret var pragtfuldt den pinse, så vi stod tidligt op. De som havde bestået alle prøverne, stod først i køen. Med militær præcision blev vi iklædt T-10 udrustningen med brystreserve og staticline, og sat til at vente på græsset ved siden af rullevejen. Når der kom en Cessna ned fra et lift, blev vi samlet op 2 ad gangen. Førstespringeren på gulvet ved den åbne dør, og anden-springeren på venstre bagsæde ved siden af hopmesteren. Der var blevet uddannet nogle hopmestre i en fart året før, og vi blev sat af i 600 m højde over Randbøl Hede af Mogens Holm fra KFK. De øvrige hopmestre var Testmann, Allerslev, P.E. Hansen og Per Mygind. Når Allerslev, PE eller Mygind selv skulle springe, gik al aktivitet i stå i den store hangar. Alle skulle ud at se dem springe frit fald. Vi holdt vejret. Det var stort, at se dem falde 20 sekunder inden faldskærmen åbnede sig. Det er klart at det gav os blod på tanden. Jeg skiftede klub i løbet af 1967. Det var som om ånden i FF66 passede bedre til mit temperament. Vi stak hovederne sammen, og fandt ud af, at det ikke kunne passe, at vi skulle vente til næste år, og køre helt til Jylland for at springe faldskærm. Københavner-klubben KFK, havde fået en aftale med baron Poul Bertouch-Lehn, som ejede Lungholm Slot på Lolland. Lungholm Gods har nogle meget store arealer på Syd-Lolland. Deriblandt Højbybygård, som var en af godsets avlsgårde. Her havde baronen etableret en flyveplads, som han senere solgte til kommunen. Den blev asfalteret, og kom til at hedde Maribo Flyveplads. Baronen var selv pilot, og ejede en Dornier 27. Derfor var han meget let at overtale til at der kunne springes faldskærm på hans jord. Imidlertid var det ikke alle der var blevet clearet til at lande på selve flyvepladsen. Det var kun for de garvede med over 10 spring, og som havde prøvet at springe i styrbar kalot. Derfor stillede baronen beredvilligt en stor kartoffelmark til rådighed sydvest for Lungholm Slot. Den var i hvert fald stor nok til, at selv begyndere i en ustyrbar T-10 efter et fejlspot, ikke kunne ramme ved siden af. Høvelte Faldskærmsklub var blevet dannet på Høvelte kaserne i 1967. Senere kom den til at hedde Nordsjællands Faldskærms Klub. Sammen med Høvelte ”bønderne” lavede FF66 nogle stævner i Ringsted, hvor vi boede på Ringsted Kaserne, og sprang ude på flyvepladsen. Der var liv og glade dage, men det gik hurtigt op for os at dem fra Høvelte var forholdsvis militaristiske, i modsætning til os fra FF66, som var mere humoristiske. Formanden for Høvelte, Major Schlichtkrull, ville have medlemmerne til at bære røde baretter. Det var måske årsagen til at flere af medlemmerne skiftede klub og kom ind under FF-fanen.

På FF66 generalforsamling i 1968 blev Riishøj afløst på formandsposten af John Holstein, og vi så os om efter andre steder at springe faldskærm. FF66 havde en stærk trang til at ville noget mere, og KFK skulle i hvert fald ikke være den eneste klub med egen springplads.! Først fandt vi en mark ved Favrholm, lidt syd for Hillerød. Med start fra enten Allerød eller Grønholt flyvepladser hold vi nogle fine stævner der, men det var lidt langt at transportere springerne i bil efter de var landet. Som den første klub i Danmark, købte FF66 egne begynderskærme. Et spring med en ustyrbar T-10’er fra 600 meter, kostede 40 kr. Kurt Danielsen kendte en masse mennesker, og FF66 holdt stævner flere steder på Sjælland. Vi fik lov til at bruge en kløvermark langs landevejen i Hagested, der var stor nok til, at den også kunne bruges som landingsplads for flyet. Det var inden Holbæk Flyveplads blev etableret i Hagested. I de solrige sommermåneder, sprang vi også på Morian Hansens gamle flyveplads ved Tune. Det var længe inden der blev tænkt på Roskilde Lufthavn. Det var ofte OP selv der var pilot. Det var utrolig flot at springe i morgensolens klare skær, mens alt andet var stille omkring os. Morian havde en lille flyveplads lige nord-øst for Tune landsby. Fin flyveplads med 2 krydsende græsbaner, men på grund af, at flyvelederne i Kastrup ikke kendte noget til faldskærmssport, var de utrygge ved at vi sprang faldskærm så tæt på den store lufthavn. Derfor måtte vi kun springe fra kl. 5 til kl. 8 om morgenen, og ikke højere end 1500 m. Vi lærte at blive morgenmennesker dengang. Det var utrolig hyggeligt. Selvom Morian havde sine særheder, så åbnede han sit lille sortmalede træhus for os, så når springvirksomheden var slut, og den sidste skærm var landet kl. 8, havde Morian hentet friske rundstykker hos Tune-bageren. Så fik vi morgenkaffe med lune rundstykker, ost og marmelade. Det var et lille himmerige. Når Morian var i det gode hjørne, og han ikke havde flyveelever, så kunne vi få ham til at fortælle om hans spændende og brogede liv som agterskytte i en RAF Lancaster-bomber under anden verdenskrig og hans bedrifter på slaggebanen som speedway eller dirttrack kører. Morian var pilot i det C-47 fly som fløj general Dewing til Kastrup lufthavn efter tyskernes kapitulation den 9. april 1945. Morian havde et hyggeligt skævt grin, og en sjov drævende måde at fortælle på. Han var rigtig god til at bygge en historie op og slutte af med en spændende pointe. Der hang utallige spændende sort/hvide billeder på væggene i klubhuset, og ned fra loftet hang der et utal af små modelfly. Mange af dem i RAF bemaling. Det gik forholdsvis hurtigt for FF66 i de dage. Flere havde fået egne skærme. Vi havde flere instruktører og instruktørelever, og alle havde den intense trang til at gøre en forskel. Jeg var blevet Instruktør I-7, og vi trak alle sammen på samme hammel. Jeg boede i Blovstrød dengang, i et hus lige ud til Sandholm lejrens øvelsesterræn. En eftermiddag var der flystøj i luften, og lidt senere hang der 4 Para-Commandere på himlen over lejren. Det var for fristende. Jeg kørte med det samme over til Sandholm og fik lov til at komme ind og se hvad der foregik. De fire skærme var landet på lejrens fodboldbane, og det viste sig at være optakten til en afskedsfest for de Engelske faldskærmsjægere. SOS-gutterne havde besøgt Høvelte kaserne i en uge, og nu skulle der festes. Det lykkedes mig at få en invitation til den fest, og hen på aftenen blev jeg gode venner med SOS Staff sergeant Mike Johnsson. Jeg fortalte ham at jeg havde ca. 100 spring, og festens opløftede stemning, inviterede han mig til England for at springe sammen med SOS’erne. Fantastisk.

Jeg kørte til England i påsken og fandt byen Aldershot, hvor Mike boede. Han tog mig med ud til den militære springplads i Netheravon. Her introducerede han mig for gutterne. SOS havde en klub, hvor de sprang for sjov fra en De Havilland Dragon Rapide. Et lærredsbetrukket skrummel af en 2-motoret dobbeltdækker, som var en evighed om at komme op i 2 km højde. Mens jeg var der, lærte jeg chefriggeren for den engelske hærs faldskærmsværksted, Master Sergeant Joe Reddick, at kende. Jeg fortalte ham at Dansk faldskærmssport var flere årtier bagud i forhold til englænderne, og at vi havde et problem med reparationer. Joe Reddick var en frisk fyr, og han tilbød straks at lære os noget. Han fik grønt lys fra Obersten, og han sagde: I kan bare komme til november. Der er det tåget i 3 måneder, så kan vi alligevel ikke springe. Så kunne vi ligeså godt komme på kursus hos ham. Jeg havde fået pakkecertifikat allerede i 1967. Meget fint, med billede, udstedt af Statens Luftfartsvæsen. Jeg interesserede sig stærkt for materiellet, og havde anskaffet mig flere symaskiner. Dieter Schleemann og Rüdiger Heim fra Kielerklubben var meget hjælpsomme med gode råd og vejledning. Jeg havde som sagt været i England i påsken og springe sammen med de røde baretter, og set hvordan den engelske hær reparerede faldskærme. Ved hjemkomsten fik jeg en snak med C.C. Jensen, som i mellemtiden var blevet formand for DFU. CC kunne godt se, at med den fart der var på faldskærmssporten i Danmark, så ville der blive behov for nogen som kunne tage sig af den materielmæssige side af sagen. Indtil da, var den eneste nogenlunde materielsagkyndige i Danmark, J.U.E. Testmann fra KFK. Resultatet var, at FF66 samlede et hold, bestående af A. Sørensen ”Søren”, Hans Kjærgaard og John Holstein. Alle 3 interesserede sig for materiellet. En dag først i november, steg vi på toget til Esbjerg, hvorfra DFDS sejlede ud i en brandstorm på Nordsøen, der betød, at vi var underdrejet i 18 timer, mens skibet blev banket igennem af de 10-12 meter høje bølger. Videre med toget fra Harwich til Netheravon, hvor vi tilbragte små 3 uger med at skifte liner og sy lapper på, og i det hele taget håndtere en symaskine og rigge en faldskærm. Da vi ankom til værkstedet, fik vi en rundvisning af Joe Reddick himself. Jeg kan ikke huske hvor mange symaskiner der var, men i et af lokalerne var maskinerne, på god gammeldags Engelsk vis, bæltetrukket fra aksler i loftet. Henne i hjørnet stod der en kolossal elektromotor som trak hele menageriet. Joe slog kontakten til, og apparatet sagde wau, wau, wau en 6-7 gange inden der kom liv i bælterne. Pludselig snurrede alle aksler og bælter, og selv om ingen symaskiner kørte endnu, så var der en infernalsk larm. Joe gik ud bagved og sparkede en krydsfinerkasse i stykker, tog 2 af pladerne, og sagde: Have a look! Så gik han hen til den største symaskine der var. En gammel heavy duty Singer. Vi syntes at tråden var på tykkelse med tovværk, og nålen så tyk som et 4 tommer søm. Vi har sikkert stået måbende med åben mund og glanet. Han løftede trykfoden og lagde de 2 plader ind under. Så trykkede han på pedalen. Ga-dunk, gadunk, ga-dunk, sagde maskinen og så havde han syet de to træplader sammen. Vi var målløse. Vi havde aldrig set noget lignende. Det var en rigtig god tid. Vi lærte at reparere faldskærme, og vi lærte at forstå hvorfor og hvordan de virkede, og da det var tid at vende hjem til Danmark igen, stod Joe i døren med et skævt grin. See you around, boys. Please tell me if you need anything. Han var en guttermand. Det var jo ikke kun arbejde. Det helt store hit på den lokale pub i Netheravon landsby, var Lilly the Pink med The Scaffolds, og inden de 3 uger var omme, så kunne vi teksten udenad, og skrålede med sammen med de lokale, lige indtil værten kl. 21.55 råbte: Last order gents.

 Det sidste billede af John Holstein som pilot, taget af Jan Rasmussen.

En eksamination på Flyvestation Værløse da vi kom hjem, resulterede i et certifikat fra Statens Luftfartsvæsen til alle 3 deltagere. Reparatørcertifikat nr. 1, 2 og 3 i Danmark. Nu kunne vi reparere skaderne der blev på alle de faldskærme, der blev flere og flere af i Danmark. Igen var FF66 først på banen. Da vi vendte hjem fra riggerkurset i England, mente DFU’s formand C.C. Jensen, at materieluddannelsen i Danmark skulle formaliseres, så medlemmerne havde noget at rette sig efter. Derfor satte han A. Sørensen, ”Søren” og mig til at skrive det regelsæt, ser senere er blevet til MFB. Samtidig bad han os 3 som havde været i England om, at tilrettelægge en eksamen for materielfolk i Danmark, som skulle munde ud i et materielcertifikat. For at det skulle gå retfærdigt til, gik vi alle 3 op til hinandens eksamensspørgsmål. Senere har jeg været på riggerkurser hos Parachutes de France i Paris og på Free Flight Enterprises i Lake Elsinore i Californien. Senere fik vi indført det rigger-system som vi kender i dag, og i 1979 gik jeg til eksamen overfor Hans Otto Larsen, ”Olav” fra Fyn, der var formand for DFU’s Materieludvalg, og fik Master Rigger certifikat MR-1. Eksamensopgaven var, at jeg syede min egen rig fra bunden, monterede 2 skærme i den og sprang med den. Jeg bestod. DFU var blevet inviteret til Nordiske Mesterskaber i Norge i 1968. Det var første gang at DFU skulle konkurrere med udenlandske springere til et mesterskab. FF66 var med. Jeg var blevet udtaget til at deltage på landsholdet sammen med Jens Allerslev, P.E. Hansen og Terztjanskij fra KFK. NM foregik på den militære afdeling af Gardermoen flyveplads, ude i Trandum skogen. Vi sprang både fra en gammel halehjuls-Cessna 185, og en Piper Cherokee Six PA32, af samme type som FF66 senere anskaffede. Flystriben var en jordbane der lå inde mellem fyrretræerne, men der var ingen tankanlæg. Derfor havde man for enden af startbanen stablet 50 fyldte 20 liters Jerrry Cans oven på hinanden, så piloten ikke behøvede at flyve efter fuel. I som har sprunget fra Six’er ved, at når der bliver fyldt 6 springere ind bagi, så synker halen og flyet vipper, så piloten ikke kan se frem over flyets næse. Vi skulle starte den anden vej, og uheldigvis havde piloten ikke fået vendt flyet. Den stod stadig med næsen op mod stakken af Jerry Cans, 10 meter væk. Selv med 6 springere i, troede piloten åbenbart at han kunne vende på en 5-øre, men det var mere besværligt end som så. Skovbunden var lidt blød, så han gav fuld gas. Men i stedet for at dreje, tog flyet et hop fremad, så propellen skar hul i 6-8 Jerry Cans så benzinen fossede ud. Jeg tror aldrig, at jeg er kommet så hurtigt ud af et fly på jorden. Gudskelov skete der ikke noget. Propellen var af aluminium, så der opstod ingen gnister, og alle åndede lettede op. Vi trak flyet fri og drejede det, så næsen havde den rigtige retning. The show must go on, sagde piloten og hev en fil frem fra baglommen. Med den udbedrede han hakkerne i propellen, og så fløj vi videre. Chefen for det Norske Jægerkorps, Oberstløjtnant Tangen, havde dog sine betænkeligheder, så han rekvirerede en Pilatus Turbo Porter PC6, og så blev Piperen sendt på værksted. John var blevet instruktør I-7 i 1969, og da det var småt med instruktører i de nye klubber rundt om i Danmark, var det ikke usædvanligt at virke som ansvarlig instruktør 1, både i Aalborg, Sønderborg eller Viborg. Det var fint, at FF66 kunne hjælpe de nye klubber. En gang i vinteren ’69 var jeg blevet hyret til at virke på et stævne på den nu nedlagte Knivholt flyveplads ved Frederikshavn. Aalborg-klubben havde bedt P.E. Hansen fra KFK og mig om at komme derop for at eksaminere et hold begynder. De havde en instruktørelev der hed Bela Kirally. Han var flygtet fra Ungarn i 56, og talte fantastisk Dansk. Som en del af hans uddannelse til instruktør, skulle han føre et hold begyndere op til deres første spring. For at få det godkendt, skulle de eksamineres af 2 instruktør 1’ere, og det blev PE og mig.

Dengang sejlede DFDS stadig en natfærge mellem København og Aalborg, som PE og jeg tog med. Efter en god nats søvn i bugen på M/S Aalborghus, fik vi en fantastisk morgen komplet, inden vi lagde til kaj lørdag morgen ved 8 tiden. Med til anekdoten hører, at Gl.Dansk lige var blevet introduceret i 1964, og da det sneede voldsomt den morgen, besluttede vi at krydre rundstykkerne med et par glas af denne herlige bitter. Aalborgklubben havde sendt en bil for at hente os, og på kajen stod en gammel Volvo 544 med en lang, ranglet chauffør. Han var utrolig høflig, og præsenterede sig på et charmerende dansk med fransk accent som Claude Couton. Vi fik læsset faldskærme og baggage om bord i 544’ren, og så gik turen nordpå med os på bagsædet. Jeg vil ikke afvise at Gammel Dansken havde en vis indflydelse på de følgende begivenheder. Couton havde det svært med de danske vokaler Æ, Ø og Å. Han prøvede ihærdigt, og da PE var skolelærer, mente vi bestemt at det var vores pligt at hjælpe ham på vej. Ergo meddelte vi ham gentagne gange at han skulle huske at smøre sine snørebånd. Om han undervejs ville kontrollere om han havde glemt at smøre side snørebånd, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald så endte 544’ren på sine sommerdæk, med at skride ud, og havne i grøften. PE og jeg tog det meget roligt, men Couton var meget bekymret. Nå, der var ikke sket noget, og med hjælp fra forbipasserende, fik vi ekvipagen hevet op på vejen igen. Turen fortsatte meget forsigtigt nordpå i langsomt tempo. Aalborgklubben havde lånt en del af Motel Lisboa i Frederikshavn, og i restauranten sad Bela Kirally med sine håbefulde elever, og ventede spændt. Hvad vi ikke vidste var, at klubbens 2 instruktør 2’ere, ”Bratskægget” og ” Nullergrisen”, havde tordnet for Bela, at der under ingen omstændigheder måtte forefindes øl eller andre alkoholiske drikke. Hvis de 2 instruktører fra København opdagede så meget som en ølkapsel, så var han grounded. Følgelig var Bela meget nervøs, og eleverne sad musestille og kiggede mod døren, da vi endelig nåede destinationen omkring ved 11-tiden. Som sagt sneede det kraftigt, og vejrudsigten fastslog at det ville det gøre hele week-enden. Måske var det en kombination af snevejret, Gammel Dansken og succesen med Coutons snørebånd, der fik PE og mig til at slå halvdørene op, og råbe: Hej gutter, hvor er bajerne!? De troede ikke deres egne øren, og deres øjne var store som tekopper. Bratskægget og Nullergrisen stod henne i et hjørne og var ved at flække af grin. Situationens alvor gik jo hurtigt op for os, og da vi havde givet Bela kunstigt åndedræt, var den igen under kontrol. Vi fik eksamineret dem alle, og selvom vi ikke kunne springe på grund af vejret, så var der idel lykke. Motel Lisboa var det helt rigtige sted at være, og da Bela nu havde bestået den del af sin uddannelse, så fik han lov at give den første runde. Det er vist overflødigt at sige, at det blev en festlig dag. Men at det fortsatte endnu festligere, var et lykketræf. Lisboa havde 3 store lokaler der kunne skilles fra hinanden med foldevægge. Faldskærmsspringerne havde det midterste, og det bedste, for der var musiktribunen. Ude i restauranten sad de ”almindelige” gæster, men inde ved siden af viste det sig at sygeplejer-eleverne holdt fest efter veloverstået eksamen.

Vi havde jo fået at vide at vi ikke måtte åbne foldevæggene, men Willy Gottlieb kunne jo ikke nære sig, så han sneg sig ind hos sygeplejerskerne, og lidt senere kom han vaklende tilbage iført røde højhælede sko. Så var stilen lagt, og væggene blev slået til side. Det blev en gevaldig fest. Willy gik ud og hentede en faldskærm i bilen. Med skærmen på ryggen, gik han op på scenen foran orkesteret og holdt en lille tale om faldskærmsspring, og foran en langsomt stigende trommehvirvel, vendte han ryg og skærm til publikum. På trommens crescendo trak han håndtaget, og ud sprang der en oppustet gummi-kylling. Der var ikke et øje tørt. Vi fik ikke sprunget den week end. Men i februar 71 havde Aalborgklubben arrangeret stævne igen på Knivholt flyveplads. Vi var ret mange ”tilløbere” fra andre klubber. Så vidt jeg husker var det P.E. Hansen, ”Filler” eller Allerslev fra KFK der var ansvarlig 1’er. Hammerborg var pilot på en Cessna 172, som var lejet af Copenhagen Air Taxi. På et tidspunkt kunne Hammerborg ikke finde nøglen, så vi måtte håndstarte den indtil vi fik fat i en anden nøgle. Det var en rigtig fin week end, med frostklar himmel og let sne i græsset. Jens Thomsen, som var redaktør på Berlingske, deltog også. Jens var kæderyger og en lille smule bange for at springe. Personligt tror jeg at det skyldtes at han sprang for sjældent. Har var altid ude på en opgave. Enten her eller i udlandet. Jens havde næse for sensationer og gode historier. Knivholt Flyveplads var anlagt af Tyskerne under krigen på et stort græsareal oppe på plateauet bag ved Frederikshavn. Der var plads nok. I dette specielle spring landede Jens maget langt ude i sin C9-TU. En skærm som var alt for lille til ham. Men vi kendte jo ikke bedre dengang. Jens landede med et hult drøn, men var straks oppe at stå. Vi kunne se at han vinkede. Han var ikke kommet til skade. Det varede en rum tid inden han kom gående tilbage til os, og på afstand kunne vi godt se at han bar på noget i venstre hånd. Han grinede som en flækket træsko da han fortalte os, at han var landet på en hare. Den var stendød. Vi som stod tæt på kunne se, at det havde den været et stykke tid, for den var helt stivfrossen. Ikke desto mindre fik Jens en rigtig god historie ud af det, som gik verden rundt i de store aviser: En hare mistede livet, da en faldskærmsspringer landede oven på den.! Historien med haren, var ikke det eneste Jens fandt på for at sælge aviser. Idi Amin, som var blevet valgt som præsident i Uganda i januar 71, førte sig voldsomt frem som diktator, lige fra første færd. Han menes at være skyld i udryddelsen af op mod ½ million ”modstandere af styret”. Det ville Jens skrive om, og ringede Idi Amin op i 1976. Ingen ved rigtig hvordan denne samtale udviklede sig, men pålidelige kilder vil vide, at Amin havde kaldt Jen Thomsen for en fej hund, fordi han ikke ville sige sit navn. Det havde Jens dog allerede gjort et par gange uden at præsidenten havde forstået det, så samtalen endte i uvenskab. Efterfølgende skrev Jens an artikel om sagen, i hvilken han ville have oprejsning, og udfordrede derfor præsident Idi Amin til duel på pistoler i åben faldskærm. Om Amin var for fej til at tage duellen op, skal jeg lade være usagt, men historien gik verden rundt. Det amerikanske magasin Esquire belønnede Jens med titlen »Tvivlsom dåd i 1976«. Nej, Jens Thomsen var bestemt ikke kedelig.

Baron Poul de Bertuch-Lehn, som ejede Lungholm gods, Højbygård og Maribo flyveplads på Lolland, var en utrolig flink mand. Han ejede en Dornier 27 som vi senere fik lov til at springe fra. Baronen fik selv et par spring, og han var så interesseret, at han holdt sin sommerferie i Holstebro som faldskærmspilot ved DM sammen med Johs. Hammerborg. Men der var mangel på piloter. John havde fået flycertifikat i sommeren 1969, men havde endnu ikke timer nok til at måtte flyve med springere. Det blev en meget travl sommer i 69, hvor mange springere søgte til udlandet for at dygtiggøre sig. Chalon i Frankrig og Kiel i Tyskland, var meget besøgt, men da jeg var på landsholdet, var FF66 også med til i NM i Utti i Finland. Mesterskaberne blev afholdt i midt i juli, og der skulle være DM i Holstebro i august. Jeg blev Danmarksmester i individuel præcision foran Jørgen Wæver. Jeg var var blevet gift med Carin Brandt i 1969, og vi rejste til Grønland den 2. januar 1970. FF66 kunne ikke have en formand der sad på Grønland, så på den ordinære generalforsamling i november 1969 blev Kurt Danielsen valgt til ny formand for FF66. Og det har han været lige siden. Desværre blev det ikke tilladt, at jeg sprang faldskærm på Grønland, men jeg havde jo et Danmarksmesterskab at forsvare, så jeg rejste hjem i august, lige tidsnok til DM i Holstebro 1970. Det blev dog kun til sølv efter P.E. Hansen fra KFK. Jeg var på DFU’s landshold i 10 år fra 1969 til 1978, og det er blevet til mange skønne oplevelser med NM, EM og VM i forskellige lande. Også bag jerntæppet i Ungarn og Jugoslavien. Sidst i 70’erne begyndte vi at lege med firkantede skærme. Efter nogle besøg i USA etablerede vi kurser for de danske instruktører på Flyvestation Avnø og på Stauning Lufthavn I 1981 tog jeg initiativ til at stifte POPS-DK. Det foregik på Flyvestation Avnø, forsvarets gamle flyveskole, den 3. oktober, med deltagelse af bl.a. FF66’ formand og DFU’s Vicepræsident Kurt Danielsen. POPS startede allerede i USA i 1966, og står for Parachutists Over Phorty Society. POPS’ formål er at fastholde ældre springere i sporten, også selvom de er holdt op med at springe. Da DFU i 1988 indgik aftale med Team Danmark om at lave elite træning center for faldskærmssport på Vamdrup flyveplads, var det naturlig for mig at være der hvor tingene skete. Dengang handlede jeg med faldskærme, og så var det vigtigt at være der hvor kunderne var. Vi boede i Snoldelev på Sjælland, men vi havde lejet os ind i en hangar i Vamdrup med symaskiner og medarbejdere sommeren over. Da DFU-centret lukkede efter sommeren, flyttede vi tilbage til Sjælland. Dette flytteri frem og tilbage så ikke godt ud på bundlinjen, men da DFU-centret åbnede igen i 1989, flyttede vi tilbage til Vamdrup. I løbet af sommeren 1989 var der en hangar der kom til salg, og vi besluttede så at blive i Vamdrup. Vi købte hangaren og flyttede firmaet Scan Para til Vamdrup. Naturligvis blev jeg hurtigt medlem af den stedlige faldskærmsklub, SØFK, og begyndte også at flyve for dem. Det er blevet til mange gode år med glade minder og godt kammeratskab. Det er også blevet til 4 Danmarksmesterskaber, 2000 faldskærmsspring, heraf ca. 800 i runde faldskærme, og da jeg fløj mit sidste lift for klubben i Vamdrup den 30. oktober 2021, havde jeg rundet 3000 flyvetimer.

John Holstein