Kalder erfarne instruktør-2'er med mod på mere ansvar

Hvem kan deltage i instruktør-1 eksamen? De formelle krav er beskevet i UB 51 pkt. 12. Men udover at opfylde de formelle krav skal kandidater have håndværket i orden - og besidde de rette menneskelige egenskaber til at udfylde rollen og kunne løfte de opgaver og ansvar, der følger med titlen som instruktør-1.

Det fortæller IU-formand Ditte Johnsen lidt om her.

Her er et lille udsnit af de vigtigste opgaver og ansvarsområder, du må varetage som instruktør-1:  

  • Forestå den praktiske del af instruktørelevernes uddannelse og dermed bidrage væsentligt til udviklingen af faldskærmssportens nye instruktører. På den måde kan du komme til at spille en vigtig rolle ift. at sikre, at ånden i de frivillige foreninger kan gå hånd i hånd med kvalitet og sikkerhed, nu og i fremtiden.
     
  • Forestå uddannelse og springaktivitet for faldskærmselever frem mod certifikat, i samarbejde med øvrige instruktører og udtjekkere. 
     
  • Springleder på et udsnit af faldskærmsaktiviteter der stiller særlige krav til gennemførelsen: Opvisning, vandspring og mørkespring.
     
  • Godkendelse eller inddragelse af springtilladelse for faldskærmselever.
     
  • Overordnet ansvarlig for en god og sikker gennemførelse af springaktiviteter hvor elever deltager.

 

Alt dette stiller selvfølgelig krav til både faglighed og personlige egenskaber. Men hvis du har håndværket i orden, interesserer dig bredt for faldskærmssporten og er god til at arbejde med mennesker, så har du formentlig rigtige gode muligheder for at komme igennem nåleøjet.

Eksamen
Til eksamen kan vi ikke teste alt. Derfor er forudsætning for deltagelse en indstilling af to forskellige instruktør-1, samt din klubformand, der kender dig som springer, instruktør og menneske.

Forberedelsen i klubben
Forberedelsen til instruktør-I eksamen sker lokalt. Nogen tager på besøg i andre klubber og går ”føl” hos en instruktør-1. Dette er ikke et krav, men kan selvfølgelig være en rigtig god idé.

Men hvis du har fagligheden i orden og en god portion praktisk erfaring, kan du godt gå til eksamen uden at have haft ”følvagter”, da du gennem dit virke som instruktør-2 forhåbentligt allerede har samarbejdet tæt med forskellige instruktør-1 og har en klar ide om, hvad det hele handler om.

 

Hvad kan du så forvente at blive udsat for til eksamen?

Instruktøreksamen afholdes over 2-3 dage alt efter antal af tilmeldte. Alle testes i paratviden og får en opslagsprøve i DFU regelgrundlag og uddannelsesmateriale. 

Til instruktør-I eksamen vil du tidligt i forløbet få tildelt 1-3 instruktørelever, som du skal samarbejde med og støtte gennem genenmførelsen af deres eksamen.

Sideløbende kommer du til at fremlægge en opvisningsopgave,du har forberedt hjemmefra.

Du skal også på en handlebane, hvor du vil skulle forholde dig til forskellige problemstillinger, du kan komme til at møde på springpladsen. Du skal overvære instruktørelevers briefing og udtjek og kunne give relevante tilbagemeldinger på deres arbejde, ligesom du skal kunne identificere evt. fejl og mangler og få dem rettet inden elever sendes i flyveren.

Derudover skal du selvfølgelig selv kunne tjekke elever ud, vejlede øvrige springere om sikkerhed, regler o.lign.

Du skal med andre ord fungere som leder for en springplads og demonstrere overblik, overskud og handlekraft tilpasset til situationen… ligesom det forventes af enhver instruktør-I på en springplads.

 

Vær velforberedt

Det forventes naturligvis at man møder velforberedt og er opdateret på regler/bestemmelser og uddannelsesmateriale. 

Du kan som deltager forvente en intens, spændende men også lærelig oplevelse og måske få udbygget dig netværk med nye bekendtskaber på tværs af faldskærmsdanmark.


Vi glæder os til at se dig i Varde!

Læs mere om Instruktøreksamen 2024 her

 

Foto: Tali Aviram. Faldskærmsklubben DFC