Nye danske rekorder i Wingsuit disciplinen
Ulf Munkedal satte i maj måned ikke mindre end 3 danske rekorder i wingsuit disciplinen. I princippet 4 i alt....
2 rekorder i samme spring blev det til d. 13 maj, i NFK ved Frederikssund, da Ulf exit'ede fra knap 6.000 meters højde og derved satte rekord i længste fritfaldstid og fritfaldsdistance fløjet fra exit til åbning af faldskærmen i 1000 meters højde. Ikke mindre end 313 sekunders fritfald blev det til (lidt over 5 minutters fritfald) og en distance på 11.936 meter (eller knap 12 kilometers distance flyvning i fritfald)
Senere i maj var elite projekt wingsuit med ved de engelske mesterskaber i Neverathon, hvor Ulf slog sin egen tidsrekord fra sidste år i wingusit performance competition. Tiden måles i et "vindue" fra 3000 meter ned til 2000 meter, dvs. 1000 meters fritfald.
Sidste år var den 71, 4 sekunder, Ulf satte ny rekord med 78,4 sekunder for igen dagen efter at sørge for, at den nuværende danske rekord er ikke mindre end 80 sekunders fritfald på de 1000 meter.
At sætte rekorder og ikke mindst få dem godkendt giver inspiration og udvikling til disciplinerne i hele faldskærmssporten. Det giver målsætninger for alle at finde nye motivationer for at ville udvikle sig og være nysgerrig på sporten og disciplinerne.
Stort tillykke og tak til Ulf Munkedal fra NFK med de 3 rekorder fra maj måned 2016.