Resultater fra DM i Fritfald 2022

Et succesfuldt DM i Fritfald er nu afsluttet og igen var det Faldskærmsklubben.dk (FDK), som var vært for den store event, hvor både vejr og vind generelt var en medspiller, hvilket så har betydet maximumrunder i alle discipliner, så tilfældigheder gerne skulle være ryddet af vejen.

Men dette er jo så netop ikke ensbetydende med, at konkurrencerne så ikke var spændende, tværtimod så var konkurrencerne i både Wingsuit og ikke mindst Formationsspring spændende til allersidste runde, hvilket jo både er udviklende og samtidigt gerne skulle give deltagerne en masse god og lærerig konkurrenceerfaring.

Som skrevet i tidligere opslag, så var podiepladserne, måske på nær nr. 1 fortsat i spil indtil sidste spring i WIngsuit. Her træk Jonas Borum desværre det korteste strå efter at ha ligget nr. 2, endda ovenpå sygdom tidligere i konkurrencen. Der blev fløjet på et højt niveau hos de danske elitespringere, men Dennis Ohlsen viste igen, at han har fat i noget rigtigt og genvandt DM titlen for 2. år i træk.
DFU Wingsuit eliten har planer om at deltage i diverse konkurrencer rundt om i Europa i sensommeren og efteråret, som så skal ende op med den store kulmination til oktober, som er World Championship, der afholdes i Eloy, US.

Formationsspringskonkurrencen var ligeledes spændende for 3. år i træk, hvor landsholdet dystede mod CISM Danmark (holdet består af 3 springere fra det tidligere landshold "VAF Warriors"). Indtil 8. runde lå holdene helt lige, men med 2 gode runder til sidst, så vandt CISM Danmark med samlet 3 point. Du kan se hvem FS landsholdet består af på Sportsudvalget side. SubSOnic som er det ene af DFU's FS talenthold viste tillige rigtig god progression, og endte på 11,2 point i snit over de 10 runder, og "bed eliteholdet lidt i haserne" - flot udvikling holdet har formået. Hey Hallå, det andet af DFU's talent, vandt AA-rækken med en flot margin til nr. 2, så alt i alt nogle fine og godkendte resultater.

Freestyle og Freefly konkurrencerne blev vundet af det dansk elitehold, Link Freestyle (Emil L. Kristensen og Timmi Thykjær), og i Freefly disciplinen blev de hjulpet af Jacob L. Madsen som videomand. Her viste talentholdet Endeavour iøvrigt god progression efter 2 års udvikling.

Generelt så oplever DFU, at færre og færre deltager i Freefly/Freestyle og Wingsuit DM konkurrence, hvilket bestemt bliver et fokusområde og vil blive en dialog i DFU's Sportsudvalg. Dog skal der naturligvis lyde en tak til alle deltagerne for at prioritere at deltage ved de danske mesterskaber, men I må meget gerne inspirere Jeres springkammerater fra klubberne til at deltage ved DM. Vi har jo netop lavet niveauinddelt konkurrence, så også mindre erfarne springere kan deltage og snuse lidt til konkurrenceformatet.

Men stort tillykke til alle vinderne og dem der var lige ved - og tak til alle de deltagende springere og hold - fedt at I støtte op om de danske mesterskaber.

Der skal naturligvis også lyde en kæmpe stor tak til alle de frivillige, som har sørget for, at det har været muligt at afholde de danske mesterskaber i fritfaldsdisciplinerne, og ikke mindst skal der lyder en kæmpe stor tak til dommerne, som igen har prioriteret feriedage og fritid på at DFU kan afholde en sådan konkurrence, og har sikret en god og uvildig dømning - kæmpe tak til Jer.

Slutteligt så skal der lyde en kæmpe stor tak til FDK og Jeres frivillige for endnu engang at lægge hus, hangar og himmel til konkurrencerne.
Men samtidigt et opråb og en opfordring til de andre danske springpladser og klubber, som også kunne stå for et DM. Vi har brug for andre klubber end FDK, som der kan stå for en national konkurrence. Opfordringen skal ikke ses som utilfredshed af FDK's faciliteter eller den måde de håndterer DM på, hvilket har været super godt, men klubben på Lolland har også behov for en "puster" ovenpå flere års DM afholdelse - udover alle de andre aktiviteter der foregår derned.

Resultaterne kan tilgås inde på Intime's hjemmeside under DM 2022 eventet.

Sådan ser en flok glade DM vindere ud:-)