Sequenz tog atter guldet i Tunnel DM i AAA-rækken
FS-springere var forrige weekend i aktion i Hurricane Factory i Berlin til et forrygende DM i Tunnelflyvning også kaldet FS Indoor Skydiving. Allerede fredag begyndte de første fortræninger, som fortsatte hele dagen og lørdag var vi efter speed setting for holdene klar til de første fem runder, og søndag de sidste fem runder.
Vores landshold Sequenz forsvarede mesterskabet i AAA-rækken og kunne tage guldmedaljen med hjem efter sejren i tæt konkurrence med VAF Warriors, der få points efter fik sølv, og talentholdet Hey Hallå kom på tredjepladsen.
Til næste år ser vi højst sandsynlig flere hold i AAA-rækken, for der var rigtige resultater i AA rækken. På førstepladsen kom talentholdet Astronomia, andenpladsen tog Violent Collision og ind på tredjepladsen strøg det nysammensatte hold Hop n'pop.
I A-rækken stod Dropping it like it is hot temmelig stærkt til topplaceringen. Her tog Clutch andenpladsen og igen en nysammensat hold tog tredjepladsen, nemlig New Heights.
Derudover havde vi en åben række med deltagelse af det ukrainske landshold samt et tysk hold for at udvide bredden i den højeste række. Her tog Sequenz også førstepladsen, VAF Warrios andenpladsen, men så kom US Mriya fra Ukraine på tredjepladsen. Det var dejlig med besøg af begge hold, der gav mesterskabet nye dimensioner.
Lørdag aften blev der også tid til en fun runde, som blev vundet af Andreas Glud Viig fra Astronomia.
En kæmpestor tak til de frivillige bag Tunnelmesterskabet - til dommerne og til Hans Linding Oksen for at planlægge og organisere Tunnel DM , som er vokset gevaldigt over årene. Der er en god interesse for tunnelflyvning, der er både praktisk lettere at arrangere, da vejret er taget ud, og er en vældig publikumsvenlig event.
Vi glæder os til næste år!