Sikkerhedstræning i vand giver tryghed for springere

Hvordan er det at lande i vandet med sin faldskærm og måske endda ende under skærmen? Det fik faldskærmsspringere afprøvet en fredag vinteraften i svømmehallen i Nyborg Idræts- & Fritidscenter i begyndelsen af marts. De 18 springere deltog i et sikkerhedskursus med fokus på især utilsigtede vandlandinger. Det blev arrangeret af Odense Faldskærmscenter, og deltagerne blev taget igennem øvelserne af den erfarne Karsten Kokholm (HLF) som underviser på det fuldt bookede kursus.

Træningen i svømmehallen giver et trygt miljø at øve i, så man ved, hvordan man som solospringer eller tandemmaster skal reagere, hvis man er ude for at lande i vand. Dette giver et større overskud til at træffe de rette beslutninger og have en plan for at komme op af vandet.

Planen var også, at de to instruktør 1’ere: Martin McAir og Bjarke Schmidt fra OFC deltog som observatører med henblik på selv at blive introduceret til undervisningsplanen. De er nu begge klar til at undervise og udbyde kurset til næste vinter.

Kurset var for både elever, C-springere, instruktører og tandemmastere i alle DFU-klubber og var støttet af DFU’s aktivitetspulje.


Martin fra OFC fortæller:

”Alle uanset niveau kan deltage på kurset. Det er en god ide at deltage i hvert år og som minimum én gang. Det er vigtigt for ens sikkerhed at kende til, hvad man gør, når man lander i vand ved et uheld. Uanset om man er elev, erfaren springer eller fx tandemmaster - så har man muligheden for teoretisk og praktisk at forberede sig, når man deltager i et sikkerhedskursus med utilsigtede vandlandinger. På kurset får man mulighed for at prøve sine grænser af på både lavt og dybt vand.”

To af deltagerne var Maria fra OFC og Milton fra VAF, og for begge var det et lærerigt kursus.


Milton fortæller:

”Tusind tak for et lærerigt kursus. Personligt synes jeg, det var et godt kursus, og det er også godt for os, der springer klassisk præcision, hvor risikoen for en vandlanding er reel.
Som præcisionsspringer havde jeg det pga. min påklædning noget nemmere end de fleste andre deltagere. Specielt må det have været ekstra hårdt for dem, der kørte kurset igennem med springdragter og fx booties. Jeg havde selv korte springbukser på og en langærmet trøje.

Vi lagde efter en grundig teoretisk gennemgang ud med 200 meter svømning. Jeg er glad for, at jeg gennemførte de 200 meter uden at tage skoene af, selvom de drillede ift. at kunne svømme ordentligt. Efter 150 meter brystsvømning, lagde jeg mig om på ryggen og svømmede de sidste 50 meter med rygsvømning.

Næste opgave var at bjerge en tilskadekommen og hjælpe vedkommende ind til hjælperne ved kanten. Næste post var at skulle frigøre mig fra kalotten, som var landet ovenpå mig, enten ved at dykke ned og svømme væk fra kalotten eller ved at løfte op i kalotten med en særlig teknik, hvor man så kunne tage en ordentlig mund luft og dernæst med hænderne kunne skubbe kalotten væk.”

Maria fra OFC fortæller også:

”Træningen var hård, men også meget sjov og lærerig. Det har givet stof til eftertanke, men også en vis selvtillid og en følelse af, at jeg er bedre forberedt, hvis jeg en dag lander i vand.”

 

Hold øje med vandtræningskurset til efteråret.

 

 

 

 

 

Fotos: Martin McAir / OFC.