Skærmformation er aktivt i DK igen!

Hvad var der lige, der fx skete rundt omkring i DK i 2021, og også for nogle år siden? Er det rigtigt, der er blevet set både større og mindre formationer af skærme i luften helt oppe fra 13.000 fod og helt ned til jordhøjde - og at både finske, svenske og estlandske springere har været i DK sammen med danske skærmformationsspringere?
Ja, det er ganske sandt. I luften over FDK, OFC, WJ og andre gode steder er det skam sket.
CF (Canopy Formation) - eller med et dansk ord, skærmformation, også tidligere kaldet CReW (Canopy Relative Work), er for alle C-springere, der må flyve med en wingload på 1,35 og som har en sund holdning til sikkerhed - og god sans for skærmflyvning.



Noget om sikkerhed
Blandt mange danske springere er der vandrehistorier om, at skærmformation er vanvittigt farligt. Som i alle andre discipliner i sporten, så er det ikke korrekt – sålænge ens hoved sidder på skuldrene og ikke bæres under armen.
En god introduktion til disciplinen er vigtig. Du skal lære om sikkerhed, teknik og om den rette mentale tilgang. I udtjekket vil der blive fokuseret på en tilgang, hvor du ikke er i tvivl om, at der er 100 % styr på sikkerheden, og udtjeksspringene vil passe til både dit temperament og din kunnen.  
 

For alle temperamenter – og noget om en dansk rekord.
CF er for alle temperamenter og vil kunne tilføje nyt blod på tanden til både gamle og nyere springere! Du og din springkammerat vil fx kunne skiftes til stille og roligt at docke på hinanden – og samtidigt vil I kunne snakke med hinanden, mens I med mere end 10 minutters arbejdstid flyver ned til landingshøjde (det sidste, hvis I har docket i mindst 800 meter).

Er du til mere action, så kan du være med i store formationer (i uge 29 i OFC bliver der planlagt større formationer, dvs. op til 15-mands), hvor der i formationen vil være plads til såvel nyere CF’ere og de mere erfarne, da de forskellige pladser stiller meget forskellige krav til din mentale ro og flyvningen af din skærm.

Du vil også kunne begive dig ud i mere vilde ting som downplanes, formationer med flag, røg, store stacks (mange springere i en lodret formation) - og meget andet.
Mon ikke der vi blive set flotte og spektakulære opvisninger, når fx en 2-mands-stack med et flag nederst flyves ned til landing? Måske det ville være dig og din CF-buddy?

En rekord
Måske det også er på tide at få slået den gamle danske rekord på 8 mand i en stack. Det kan sagtens komme til at ske i 2022 eller i 2023 nu, hvor disciplinen er ved at vokse sig stor.
Den gamle rekord blev udført over Ny Hagested Flyveplads og blev godkendt d. 20/3-1984. Den blev sat af:
Sten Bernth - FF66
Ivan Hansen – SFH
Karsten Morits Hansen - Faldskærmsklubben Falcon
Kim Jespersen - Faldskærmsklubben Falcon
Ellis W. Lorren – SFH
Horst Jørgen Nørgård – SFH
Jens Ole Rasmussen - Københavns Faldskærms Klub
Niels Brusgård Sørensen - Faldskærmsklubben Falcon


Hvad sker der i 2022 - af særlige CF-ting?
I uge 21 i 2022 tager en større dansk delegation af springere afsted til Gryttjom (Stockholms faldskærmsklub) med henblik på udtjek af udtjekkere - og også nye CF-springere.
Således kan der i DFU-regi tilbydes udtjek til CF af vores egne springere fra uge 22.
 
I uge 29 er der i OFC besøg af Pasi Pirttikoski, der har solid erfaring fra sine mere end 5000+ CF-spring. Der vil blive fokuseret på større formationer til denne camp, men selv som nyere CF-springer vil man kunne være med

I uge 30, dvs. d. 30.-31. juli, er der udtjekscamp for nye interesserede springere.
Såvel Gryttjom-turen som aktiviteterne i uge 29 og 30 er støttet af DFUs aktivitetsudvalg.

En tak til Sverige – og noget om brugte og nye skærme
Sidst, men ikke mindst, så skal der sendes venlige tanker til vores kære naboland, Sverige. De har i 2021 støttet os med lån af mange af deres Lightning-skærme, som typisk er den skærmtype, der anvendes til skærmformation. Også i 2022 vil de lade os låne dem noget af året.
Samtidigt er der snart 3 danske springere, som har været heldige at skaffe brugte skærme fra USA og Holland, men vi har brug for mange flere. Det er en stor udfordring at finde brugte Lightnings – men det kan lade sig gøre.
Det bedste for disciplinen vil være, at man enten køber sin egen nye eller brugte Lightning-skærm – og at der til at afprøve og blive udtjekket til CF – kan bruges 1-2 gode håndfulde nye Lightnings ejet af DFU.
Lige nu er der gang i fondsansøgninger støttet af DFUs kontor, så mon ikke sæsonen kan byde på en overraskelse?
Som CF-springerne siger: Blue skies ’n more stacks
DFU