Synergi mellem Newline og faldskærmssporten

Intet slår oplevelsen af at springe ud fra en flyver i frit fald, folde sin faldskærm ud og flyve med vinden hen over landskabet.

I mange år har Dansk Faldskærms Union haft et samarbejde med Newline om sportstøj til DFU’s landshold og trænere. Dette er ikke tilfældigt, for vi deler rødder med Newline gennem grundlæggeren Helge Pedersen.

Som faldskærmsudspringer i Jægerkorpset oplevede Helge Pedersen, at hans dragt blev våd, når han sprang, mens faldskærmen forblev tør. Denne undren blev til et design af sportstøj, der i første omgang blev syet i samme materiale som hans faldskærm.

Til DM i Præcision 2024 i år ved DM-ugen er landshold-springerne og dommere i Newline-tøj. Præcisions-disciplinen ligger tæt på Helge Pedersens Jægerkorps-baggrund. Her skal du være rigtig skarp på navigation og kunne fokusere 100 % i øjeblikket for at kunne lande så præcist på jorden som ned til ganske få centimeter.

Samtidig deler vi også værdier med Newline om at være passioneret om et aktivt liv. I faldskærmssporten kommer man ind i et levende fællesskab, hvor det er uden betydning, hvor du kommer fra.


"Vi ser en klar synergi mellem Newline og DFU, og derfor er vi også utrolig stolte af at klæde landsholds-springere og dommere på til DM i Præcision 2024. Vores samarbejde med Dansk Faldskærms Union er en perfekt afspejling af Newlines ånd: en fusion af innovation, præcision og mod.

Hver gang en atlet springer ud med vores tøj, demonstrerer de ikke blot færdigheder i luften, men også tillid til det tøj, der understøtter deres præstation. Vi er stolte af at støtte disse atleter, der konstant skubber til grænserne for, hvad der er muligt, både i luften og i livet." 
udtaler Casper Bjørnmose Nordic Country manager i Newline.

 

DM i Præcision 2024

DFU afholder DM i Præcision ved DIF DM-Ugen 2024, som i år ligger i Herning. DM-Ugen viser og hylder det bedste fra toppen af dansk eliteidræt og afvikles fra 20.-23. juni med tyvstart mandag d. 17. juni.

Dansk Faldskærms Union er gået sammen med Dansk Svæveflyver Union og Dansk Para- og Hanggliding Union om at vise, hvad luftsporten kan i et fælles DM-event på Svæveflyvercenter Arnborg. Vi deler fascinationen af at være i luften og i fart henover landskabet. Føle sig ét med vinden og flyve med naturens kræfter. De tre idrætter giver en hel del at opleve i luften og på jorden for både deltagere og publikum.


Foto: Tre af springerne på præcisions landsholdet med forsvarende Danmarksmester René Sølbeck Hansen i midten. Torben Glud (th) og Michael Burmester (tv.).