2 . søndag i advent: Canopy Formation-gruppen går efter ny rekord
DFU's 2. adventshilsen er fra Canopy Formation (skærmformations-flyvning) som i 2023 kunne ses på himlen i Danmark med en 7-mands formation i Odense ved DFU’s 60 års jubilæum. Til næste år planlægger gruppen, der har genoplivet den flotte disciplin, at slå Danmarksrekorden i største formation, fortæller Martin McAir, der sammen med Carsten Cooper-Jensen og Pasi Pirttikoski står bag.
- Vi er nu oppe på 10 kvalificerede springere og bliver flere i løbet af foråret. Til sommer er der planer om at tage til Sverige for at øve en storformation og basic skills.
Kan man være med?
- Ja, hvis man har fået sit udtjek inden Sverige, kan man fra starten træne med på campen i Sverige. Har man ikke nået det, er der kapacitet til at tage nogle stykker med uden erfaring og give dem udtjek – og måske lidt erfaring oveni. Vi har allerede to OFC-springere, som vil prøve kræfter med CF.
- Der vil være udvælgelseskriterier ift. rekorddeltagelse, men giver man den gas fra foråret, så er der chance for at være med i rekorden.
Foto: 1984-rekorden.
1984-rekorden
Den senest registrerede Danmarksrekord på en 8-mandsformation er tilbage fra 1984. Den blev faktisk udført i november 1983 på Ny Hagested Flyveplads, men først officielt registreret d. 20. marts 1984.
8-mands-formationen med 1 point blev dengang sat af:
Sten Bernth (FF66)
Ivan Hansen (SFH)
Karsten Morits Hansen (FKF)
Kim Jespersen (FKF)
Ellis W. Larsen (SFH)
Horst Jørgen Nørgård (SFH)
Jens Ole Rasmussen (KFK)
Niels Brusgård Sørensen (FKF)
Fotos: Skærmformation ved campen i Portugal i foråret 2023.
Danmark skal på CF-kortet
Målet i 2024 for CF-gruppen er at slå den gamle danske rekord ved at lave den største skærmformation i form af en diamantformation med mindst 9 personer, fortæller Martin:
- Ud fra den udvikling, som Canopy Formation-disciplinen har gennemgået de seneste år herhjemme, er vi nu der, hvor det er realistisk at gennemføre en dansk rekord med officiel bedømmelse.
- Med denne rekord i hus vil Danmark som CF-nation komme på kortet for alvor. Det vil tiltrække flere CF-springere både nationalt og internationalt. Samtidig vil der også kunne opnås en større goodwill (fx i form af støtte fra forskellige coaches) til vores egne internationale/åbne stævner.
- I CF-verdenen er det afgørende for udvikling af danske springeres skills og sikkerhed, at der trænes til større camps i udlandet og/eller at man deltager aktivt i camps og andre CF-træningsaktiviteter herhjemme. Særligt, når det gælder større formationer.
Vil du følge med i CF-aktiviteterne, kan du følge facebook-gruppen: Canopy Formation (CF/CRW) i Danmark
Fra skærmformation ved DFU's 60 års jubilæums Boogie i Odense.