Det er aldrig for sent at begynde til faldskærmsudspring

270 spring er Vibeke Ebert på 71 år oppe på at have taget siden 2019, hvor hun i en sen alder begyndte at lære faldskærmsudspring. Det har ikke været super nemt, men Vibeke nægtede at give op. Også selvom hun i starten var bange for det. I dag er hun vild med faldskærmssporten og fællesskabet i Herning Faldskærmsklub. og nyder fællesskabet med de unge, der har været en god støtte. Fik du set Vibeke, da hun var i GO' Morgen Danmark d. 2. september og fortælle om at begynde på at tage faldskærmscertifikat i en sen alder?

For mange ældre er det en drøm, som man synes, at man skal nå at udleve. For Vibeke begyndte det hele med en dyb fascination af at være i luften, der længe havde ligget i hende. I sin 67 års fødselsdag fik så hun et tandemspring i gave af sine børn.

- Når man lander på jorden efter springet, har man de første par gange en "lykkefølelse" og oplevelsen af at kunne alt, fortæller Vibeke.

Og Vibeke ville videre og begyndte i 2019 på AFF-uddannelsen, hvor man springer sammen med to instruktører.

- Med AFF kommer man hurtigere til at springe selv. Som springer får man en ret præcis tilbagemelding med det samme fra instruktørerne, om hvad man skal rette, fordi man er i luften sammen. Faktisk var jeg i lang tid bange for at hoppe ud af flyveren og for at have oplevelsen af ikke at kunne styre sin krop. Det bliver nemlig meget tydeligt i luften.

 

Det har ikke været helt nemt at lære faldskærmsudspring, har Vibeke oplevet:

- Teorien er nem nok at forstå, og alt det tekniske i det. Men at omsætte det til fysikken og få kroppen til at arbejde med var overraskende svært. Måske er det fordi, jeg er kommet op i årene. Jeg ved det ikke, og man er jo også forskellige. Min stolthed led nogle knæk undervejs, men jeg ville ikke give op.

 

Vibeke fik sit c-certifikat i august 2021, og når hun tænker tilbage, var det først hen i 2022, at hendes frygt for at springe var væk.

- Nogle gange når jeg kørte af sted til klubben, havde jeg denne her tanke: Bare vejret er dårligt, så vi ikke kan komme i luften. Det har jeg også hørt fra andre springere. Jeg kan stadig blive nervøs, men er ikke bange. Og jeg har aldrig haft nogen skader.

 

Faldskærmsmiljøet er Vibeke glad for og i år tog hun også et HALO-spring, hvor man springer fra 7,6 kilometers højde:

- Det er ikke adrenalinen, der tiltrækker mig, men jeg kan lide at arbejde med teknikken og få tingene til at lykkes for mig. Mit mål er nu at arbejde med flocking. Det vil jeg gerne lære og blive bedre til skærmflyvning. Jeg er stadig i en stor skærm og vil ned i en mindre.

 

Det kræver en vis grundform at springe i faldskærm.

- Jeg begyndte faktisk at svømme for at komme i bedre form. For det kræver styrke både at styre skærmen, og du forbrænder meget, så man også skal huske at få spist og drukket vand. Når jeg springer, kan jeg maksimalt tage fem spring på en dag, ellers bliver jeg for træt og ufokuseret. Det har jeg lært at respektere.

 

Vibeke anbefaler gerne sporten til andre, også selv om man er kommet op i årene.

- Når folk spørger, siger jeg altid: Bare prøv. Det er voldsomt grænseoverskridende at hoppe ud af en flyver, og man skal have respekt for sin oplevelse. En lille smule opmuntrende gruppepres kan dog hjælpe en af sted. Og det er fantastisk, når man bare slapper af og kan styre sin skærm deroppe.


 

 


Fotos: I august tog Vibeke Ebert sit Halo spring.
 

 

Vil du også lære faldskærmsudspring, kan du finde din faldskærmsklub på vores Danmarkskort.