Hvad sker der hos skærmformations-springerne lige nu?

I marts startede Canopy Formation (CF) i DK med at deltage i den årlige CF-'pilgrimsrejse'. Det var i Sebastian, Florida, hvor fokus var på teknik og udelukkende små formationer, dvs. op til 16. Der var fire danske CF-springere med, fortæller Martin McAir fra OFC.

Der var fokus på teknik, men hvad menes med teknik?  
Det er noget af det fascinerende ved CF. Det er f.eks. skærmflyvningsteknik i forhold til at vide, hvordan man bruger kropspositioner, harness-drej, frontrisers, backrisers, toggles, højdetabsmanøvrer med toggles eller med kombinationer af toggles og frontrisers, crosscontrol (parkerings-værktøj, hvor man både hiver i den ene toggle og den modsatte sides frontriser) osv. Det kan også være teknik ift. indflyvning til en formation, afsprings-teknik og hvordan man sikrer relevant kommunikation ml. alt fra to springere til en hel formation.

Frem for alt tales der altid sikkerhed og det er netop her, man som CF-springer har brug for at kende til procedurer og teknik for at føle sig klar og sikker.

Camp i Sverige
I midten af maj var CF i DK også repræsenteret i Sverige, hvor der blev udført den største komplette formation nogensinde (14-mands) over svensk jord med Brian som pilot (øverste mand i formationen). Det blev coachet af Brian og Yulia Pangburn fra USA og af Pasi Pirttikoski fra Finland. I formationen var der springere med CF-springantal fra 20 til 12.000, hvilket f.eks. siger noget om, hvordan der i en formation kan være plads til selv relativt uerfarne springere.

Vejret var udfordrende og med op til minus 18 graders frost i højden var der mere end blot et par springere, der fik ømme fingre indtil der var justeret ind med flere lag handsker, håndvarmere og andet.

 



Hvad sker der i resten af sæsonen?
Resten af sæsonen er fokus særligt på at udtjekke nye springere, hvilket bliver støttet af DFU.

Cornelius (NFK) og Martin (OFC) er aktuelt udtjekkere og samarbejder om de nye.

Udtjek vil primært foregå i OFC og NFK efter nærmere aftale.

Alle interesserede er velkomne til at tage kontakt.

Foreløbigt er der tre nye springere på vej til udtjek (med +200 spring) og to springere med mindre end 200 spring.

Har man 100 spring, kan man få et udtjek, hvis ens vægt ikke er for høj (maksimalt 83 kg. nøgenvægt), men ellers skal man vente til man har rundet 200.


Læs også: Mads Lind Larsen fra OFC: Du behøver ikke være superstar for at begynde på Canopy Formation