Er 1'eren instruktøren med koppen, ham der ikke springer?

Bjarke, Stefan og Martin sidder på en græsplæne og snakker om, at de alle tre gik op til 1'er eksamen sidste år i 2023, og hvordan det er at være 1'er og 'ham med kaffekoppen'. Der tegner sig et billede af de tre nye 1'ere. Læs med her i første afsnit om hvordan de tre valgte at gå instruktør 1'er-vejen. Martin interviewer Bjarke:

 

Martin: Hej Bjarke.

Bjarke: Halløj!

Martin: Vi to sidder her på en græsplæne på OFC’s springplads, og lige om lidt så hopper eleverne ud, nok om ca. 10 minutter, så vi har tid til at snakke sammen om det med at vælge at gå 1’er-vejen.
Vi to – og også Stefan gik alle tre op til 1’er-eksamen. Vi tænkte alle forinden, at nok en af os ville bestå, men faktisk bestod vi alle tre. Her i tiden efter har vi alle været ret begejstrede for at være 1’ere. Vi har forskellige personlige og springmæssige baggrunde, og så har vi også forskellige bevæggrunde for overhovedet at gå til 1’er-eksamen. Du havde faktisk den tanke, at du slet ikke skulle være 1’er, men så hørte du, at både Stefan og jeg ville gå op - og pludselig så havde du sagt ja til det.

Bjarke: Jep, så tænkte jeg, at nu gør jeg det! Der var lige inden min beslutning også en, der opfordrede mig til at gå op og spurgte, hvorfor jeg da ikke bare gik op? Den opfordring betød også noget. Det var ikke noget, jeg havde tænkt, at jeg skulle, men så opdagede jeg også, at jeg i 2025 har 30-års jubilæum i sporten. Her startede der en del refleksioner om, hvorfor jeg ikke allerede var blevet 1’er – og ja, og så ku’ vi alle tre give den et skud.

Jeg havde lidt den tanke, at en 1’er er ham med kaffekoppen, altså ham, der ikke springer faldskærm - og det billede har været med til at afholde mig fra at tage beslutningen. 
Nu er der så gået et år og jeg føler, jeg er godt i gang med at give en masse videre, særligt til nye i sporten. Jeg har en masse erfaring, og jeg har også lært en masse nyt. Pludselig er det billede, jeg havde af 1’eren helt væk, for jeg er med, hvor det sker i luften som f.eks. både tandemmaster, funjumper - og jeg deltager da også gerne i konkurrencer. Ja, jeg har en 1’er kop, men den står jeg ikke med hele tiden.

Når jeg kigger op fra min kop, så ser jeg også andre nye 1’ere, som rent faktisk springer og er yderst aktive. Jeg tror faktisk, at vi inspirerer hinanden med det – og måske er der ved at danne sig et nyt billede af 1’eren.


Fortsættelse følger :-)

Læs også IU-formand Ditte Johnsens gode råd og guldkorn ti,l hvilke forventninger der er til 2'ere, som vil gå op til 1'er eksamen:
https://dfu.dk/nyheder/kalder-erfarne-instrukt%C3%B8r-2er-med-mod-p%C3%A5-mere-ansvar